Estland

► Det er en smuk dag i slutningen af juni, og jeg er netop vågnet op i min kahyt på færgen Baltic Queen, efter en rolig overnatningstur fra Stockholm. Jeg er på vej til en begivenhed i Estland sammen med en gruppe dykkejournalister for at få et lille indblik i, hvad landet har at byde på når det gælder dykning. Der er stadig en time til vi ankommer til Tallinn, så jeg har masser af tid til en kop kaffe og lidt arbejde. Efter ankomsten passerer jeg gennem færgeterminalen, hvor jeg møder en af vores værter, Tanel Saimre, som er koordinator for Baltacar-projektet (Baltic History Beneath the Surface). Projektet søger at synliggøre turistpotentialet i undervandskulturarven i Østersøen ved at gøre skibsvragene mere tilgængelige. Tanel viser mig hen til en minibus, hvor jeg møder min kollega Dom og de andre deltagere, der er ankommet til Tallinn med fly. Vi forlader hovedstaden og kører mod sydvest ad motorvej 8 mod Paldiski til en lille landsby kaldet Rummu – det første stop på vores tur. Efter mindre end en time genkender jeg Rummus mest markante træk – de gigantiske slaggebjerge, der blev skabt af de kalkbrud, som tidligere var aktive her og med fængselsområdets betonbygninger i forgrunden. Jeg var her for første gang i 2014, kun to år efter, at den sidste fange blev flyttet fra fængslet, og dette er faktisk mit tredje besøg i Rummu. Sidste gang jeg var her, var vi nødt til at køre på knapt farbare veje gennem skoven for at komme rundt til den anden side af søen for at nå kystlinjen. På det tidspunkt var der ikke noget dykkercenter her, og vi måtte organisere al dykning selv, noget der ikke længere er tilladt. Meget har ændret sig siden da, og i dag er det meget mere praktisk at dykke her. Vejen langs fængselsmurene er nu åben, så man kan køre sin bil lige ned til vandet, hvor man finder eventyrcentret Barracuda. Her kan du leje dykkerudstyr og også booke en guidet tur i søen.

Nedsænkede bygninger
Søen er faktisk et gammelt kalkbrud, hvor fangerne plejede at arbejde. Fra begyndelsen var fængslet en del af Gulag-systemet med flere bygninger inde i kalkbruddet. Da minedriften ophørte fuldstændigt i 1970'erne, blev pumperne standset, og stenbruddet blev til en sø. Vejrudsigten siger, at der kommer regn, og der er nogle mørke skyer over vores hoveder, så vi skynder os alle at få vores tørdragter på, før regnen kommer. Jeg kender denne del af søen temmelig godt, men det er besluttet, at vi skal dykke sammen i to guidede grupper. Fotograferne skal med den første gruppe, og de andre følger med lige efter. Trods lidt regn den foregående dag er sigten ganske god, og vi sætter kurs mod det, der kaldes ”skoven” på den modsatte side af søen. Du kan let fare vild i dette område, fordi det faktisk er en oversvømmet skov, du svømmer igennem. Efter et stykke tid kommer vi til en ruin af et hus blandt træerne, hvor vi tager nogle fotos. Dybden her i den vestlige del af søen er ikke mere end 10 meter...