Farasan Banks

Det lette sand rykker omkring vores fødder for hvert skridt vi tager. Jeg og min makker Anders befinder os på en enorm benzinstation midt ude i ørkenen, et eller andet sted mellem byerne Al Lith og Jeddah. Den store plads indrammes af en halv snes restauranter og coffe shops. Overalt står fuldtlastede biler. På deres lad ligger kabeltromler, jernbjælker, cementsække og generatorer. Bag os ruller en sættevogn ind med omtrent 100 hvide lam. Et stykke væk står vores guide Eric og taler i mobiltelefon. Han har lovet at skaffe nogen, der kan køre os det sidste stykke til lufthavnen i Jeddah.
– Yes my princess, yes my princess, hører vi ham sige.
Så går solen ned og farver himlen intensivt orange. I samme øjeblik hørers mu’addins intensive stemme oppefra minareten, som signalerer, at det er tid til aftenbønnen – maghrib.
– Ahh, der kommer de, råber Eric, samtidigt med, at en kolonne med eksklusive køretøjer glider ind på den støvede plads. Den første bil er en enorm limousine med kulsorte vinduer. Eric går frem og banker forsigtigt på ruden. Døren åbnes og ud kommer en kvinde klædt i en fodlang, sort abaja. Det er Erics hustru, der desuden er personlig læge for en af prinsesserne i det saudiske kongehus. Prinsessen og hendes følge har netop været inde i Jeddah og shoppe. Der skal være børnefødselsdag i morgen, og i en af følgebilerne får vi et glimt af en lyseblå kage i tre etager, den største jeg nogensinde har set. At stå der og hilse på selskabet, samtidig med at lammene bræger, sandet fyger og minaretsangeren forkynder sit budskab – det føles lettere surrealistisk.
Så er det tid til afgang. Vores bagage lastes om, og jeg og Anders fortsætter rejsen til lufthavnen med en af hoffets chauffører. Vi tager afsked med Eric og hopper ind på bagsædet, stadig lidt fortumlede af alle de indtryk, som vores saudiske dykkerejse har budt på.

Touch down
Det hele starter en uge tidligere, da vores fly rammer landingsbanen i King Abdulaziz International Airport i Jeddah. Jeg og Anders har lidt tid tilovers, inden de andre i gruppen skal lande. Efter en times venten begynder vi endelig at få øje på et par velkendt udseende blandt alle de passagerer, der strømer ud i ankomsthallen. Man behøver jo ikke ligefrem være nogen Sherlock Holmes for at spotte en nordbo på dykkerejse blandt arabiske forretningsfolk i hvide gevandter.
Jeg er under mine år som rejsende dykker efterhånden blevet mødt af guider af alle slags. Men at den langhårede europæer midt i halvtredserne, som hang ud i ankomsthallen, skulle være Eric Mason, fyren som driver Dream Divers, det ville jeg aldrig kunnet have gættet mig til. Han ser mere ud som et ukendt medlem i Rolling Stones. Og præcis som Mick Jagger, er Eric fuld af smittede energi og den tre timer lange transfer ned til fiskerbyen Al Lith fordrives med snak om alt fra religion til dykning.
– Gud har været gavmild mod landet, siger Eric på spørgsmålet om, hvad...