Galapagos

Har du øvet dig nu? Far slog sig ned på sengekanten lige inden jeg skulle til at sove og så strengt på mig. For mig som geografitosset 10-årig var dette ugens højdepunkt. Jeg skulle holde mig for øjnene mens far kiggede på verdenskortet over min seng. Så begyndte han at spørge, og jeg svarede så hurtigt jeg kunne.
– Østrig? Wien! Indien? Delhi! Ecua-dor? Quito!
Men hver gang vi kom til netop dette sydamerikanske land ved ækvator, tog jeg et øjeblik mine hænder væk fra øjnene, satte pegefingeren på fastlandet og lod den glide ud til havs. Der, flere centimeter ude i Stillehavet, lå nogle små brune prikker og ved siden af dem stod: ”Galapagos”. Fingrene havde gjort rejsen så mange gange, at kortets lyseblå papir begyndte at se lidt snavset ud.
Når jeg bagefter lagde mig til at sove, var det ofte netop de magiske øer jeg drømte om. Jeg drømte om kæmpeskildpadder, fugle med røde poser på halsen og øgler, der spiste søgræs…

Ankomst
–Det ligner jo Gran Canaria, siger Per og griner. Vi er lige landet på San Cristobal, Galapagos og ser ud over det tørre lavalandskab. På trods af, at vi befinder os på den anden side af kloden, og snart skal på en af verdens mest spektakulære dykkerkrydstogter, må jeg nok give ham ret. Hele illusionen forstærkes af, at det også på denne ø er det spanske, der brager ud af lufthavnens højttalere. Hvilket antiklimaks – min drømmerejse er ved at krakelere inden vi overhovedet er kommet ned til havnen. I ankomsthallen møder vi de øvrige ni gæster og vores guide, Luis. Vi stiger ombord i den minibus, som skal transportere os til båden. De fleste af de ca. 70.000 turister, der kommer til Galapagos, bliver i land. Men hvert år kommer ca. 2.000 dykkere for at udforske havet om-kring øerne – præcis som os.

Kropsvisitering
Aftenen før havde vi fået besked om at være i lufthavnen to timer før afgang. Det lød lidt hidsigt i vores ører – det var jo trods alt bare en indenrigs-flyvning. Men det betød, at vækkeuret skulle stilles til kl. 5.15 om morgenen. Da vi ankom til Guayaquils lufthavn, blev vi mødt af personale, der slusede os gennem det mylder af mennesker, som på trods at den årle stund, befandt sig i området.
Indenfor blev vi bedt om at stille os på rad og række og åbne vores bagage. Derefter kom et uniformeret medlem af specialpolitiet for at inspicere vores tasker. Han ledte ikke efter våben eller narkotika. Det gjaldt noget meget farligere ... nemlig frugt, blomster, jord og andet, der kunne forurene den unikke biologiske balance på Galapagos.
Ved indcheckningsskranken var det tid for granskning nummer to: bagagevægten. 20 kilo er den maksimalt tilladte vægt, og hvis nålen passerer denne grænse, er det frem med tegnedrengen. Prisen er 1 dollar pr. kilo overvægt.
Alle, der har rejst med dykkerudstyr ved, at 20 kilo ikke levner meget plads til personligt udstyr. Fuld udrustning (minus tank og bly) vejer mellem 17 og 18 kilo....