Genfunden begejstring

Vi kender alle følelsen. Efter nogle år med sportsdykning begynder det så småt at blive irriterende at skulle køre turen til dykkercentret for at fylde flasker ved den larmende kompressor, pakke udstyr, køre til dagens dykkedestination og gøre det tunge udstyr klar. Efter dykket skal udstyret pakkes igen og vi kører turen hjem for at bruge det meste af en time på at skylle udstyr og hænge det til tørre. I vinterhalvåret sker det ofte, at man må ofre det meste af en højhellig søndag for at få en halv time under havets overflade. Og så er det ikke engang sikkert, at sigtbarheden er god.

Dykning kan med årene blive en rutine, hvor de slidsomme, praktiske opgaver langsomt overstiger glæden ved selve dykket, og det er en af forklaringerne på, at mange af landets mest erfarne dykkere efterhånden lægger dykningen helt eller delvist på hylden. Nogle holder en pause og genoptager så dykningen senere i livet, men der er desværre også eksempler på dykkere, som aldrig kommer tilbage i vandet. 

Mange af os finder motivationen igen ved at interessere sig for specielle former dykning, som fx undervandsarkæologi, undervandsfotografering, vragdykning eller lignende. Eller måske ved at melde os ind i klubber, hvor fællesskabet er den drivende kraft. Fælles for alle er dog, at der skal en motiverende faktor ud over selve dykningen til, før vi gider gennemgå det praktiske bøvl for at komme i vandet.

Barnlig fryd Henrik Staunstrup er 47 år, dykkerlæge, en af landets første PADI-instruktører, ejer af et dykkecenter og far til tre. For nogen tid siden begyndte Henrik at dykke med sine børn, og det har givet hele familien blod på tanden. 

”Efter mange år med professionel dykning kørte jeg ganske enkelt træt. – Jeg dykkede måske en til to gange om året, men det var mere af pligt end af lyst, fortæller Henrik Staunstrup.

– Årene gik derfor uden den helt store dykkeaktivitet. Familien holdt sig alligevel altid tæt til vandet, hvor der blev svømmet, snorklet og leget. Det blev til masser af timer i svømmehaller og sommerferierne blev ligeledes holdt i nærheden af vand. Blandt andet derfor var det naturligt for Henrik, at ungerne en dag skulle prøve at dykke med flaske. 

– Jeg havde dem med under overfladen for første gang, da Mia var ni år gammel og Søren var syv. Der var slet ingen tvivl om, at det skulle prøves, men vi tog det stille og roligt. I starten brugte ungerne 2,5 liters flasker som min hustru, Lone, syede hjemmelavede rygskjolde til. Det virkede alle tiders og jeg så med det samme, at ungerne var gode under vandet. Her tænker jeg ikke kun på vejrtrækning og motorik, men også det vigtige faktum, at de var gode til at være opmærksomme på hinanden, fortæller Henrik med et stolt, faderligt smil på læben.

Et familieprojekt

Tiden er en kritisk faktor i vel nok alle familier. Hverdagen er fyldt med gøremål og pligter uanset hvilket job, de voksne har, og ungerne skal passe...