GUE-weekend i Sala Silver Gruva

Bruden misser lidt med øjnene i det skarpe lys. Lidt af en kontrast, når man har tilbragt sin bryllupsnat i verdens dybeste hotelværelse – 155 meter under jordoverfladen i en forladt sølvmine. Brudgommen ser lidt fåret og småforlegen ud – de nygifte havde sikkert håbet på, at de bare kunne liste derfra i al ubemærkethed, men nu hilses de i stedet velkommen af et dusin dykkere med hjelme, der står og venter på, at elevatoren kommer op – nok ikke lige det syn, brudeparret havde ventet ... 

Nå, vi er jo ikke til globryllup – vi er her for at dykke, så vi begynder at læsse elevatorene med 30 fyldte dobbeltsæt, stageflasker, tørdragter, murerbaljer med dykkerudstyr og forsyninger til hele dagen.

Den 155 meter lange og skramlende elevatorrejse tager fem minutter og ender i en mørk og fugtig gang, hvor vandet rinder ned af væggene. Med en lille flåde af sækkevogne transporterer vi flasker og det øvrige udstyr de omkring 100 meter fra den skakt, hvor de to rummelige elevatorer giver adgang til overfladen og hen til ”søen”, hvorfra dykkene starter. Nu er man glad for den obligatoriske hjelm, for gangene er nogle steder så lavloftede, at man må gå foroverbøjet, og i det meget svage lys fra LED-lygterne, der er anbragt med sporadiske mellemrum, kan det være svært at ane hvor man går, så det giver god mening at have hovedet beskyttet. Den konstante lufttemperatur hernede på omkring 1 grad, står i skærende kontrast til de tocifrede forårstemperaturer oppe over jorden og jeg skutter mig lidt. Pumperne holder vandstanden ved lige på 155-meterniveauet, og man hører hele tiden den svage summen fra pumperne samt rislen af vand. Hist og her er der i nicher langs minegangene lavet tableauer med figurer, som sidder ved bål eller står og hakker i klippen. Det er til ære for de besøgende turister, der kommer på rundvisninger i minen. 

Ikke barnemad

Dykningen foregår i søen under Dronning Christinas Skakt. Her er der anbragt en flåde med en dykkestige samt nogle solide træbænke til udstyret. Men ikke mindst er der en opvarmet sal, hvor man kan opholde sig mellem dykkene, spise og klæde om. Salen kan også lejes til fester og andre arrangementer. Det er ret fine faciliteter, faktisk!

Vi er omkring 15 dykkere fra Danmark, Sverige, Norge, Åland og Finland. Alle er mindst GUE Cave1-certicerede og specielt inviterede af Mattias Vendlegård, som er GUE-instruktør og fast deltager i Sala-projektet. Jeg dykker i et team med Stefan Hogeborn (Sverige) og Bjørn Stubne (Norge) – vi er alle tre GUE-instruktører, men Stefan er vores guide, da han har stor erfaring med Sala. Dels er han en af de dykkere, der har været dybest og længst i minen, og dels bruger han den ofte til afholdelse af hulekurser. Stefan er desuden en dygtig undervandsfotograf, så jeg beslutter at efterlade mit kamera og koncentrere mig om dykningen. For mig er det nemlig første gang i en mine, og det er en noget anderledes oplevelse...