DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

  Rejse  Resa
Hakuna Matata – Pemba er langt fra Las Vegas
To piskekoralkutlinger har placeret sig dekorativt og symmetrisk til ære for fotografen.
Hakuna Matata – Pemba er langt fra Las Vegas
Min trofaste guide Ali, som jeg dykkede de fleste dyk alene med. Efter 45 minutter i det 29-30 grader varme vand, så frøs han som en lille hund i en tynd snor.
Hakuna Matata – Pemba er langt fra Las Vegas
Når først man har fået øjnene indstillet på den velkamuflerede bladdragehovedfisk, så ser man dem overalt. Her der den lilla variant.
Hakuna Matata – Pemba er langt fra Las Vegas
Man skal være i usædvanligt dårligt humør for ikke at blive glad i låget over at møde delfiner i det fri.
Hakuna Matata – Pemba er langt fra Las Vegas
Halsbånd-klovnfisken (Amphiprion perideraion) er den mest almindelige anemonefisk omkring Pemba.
Hakuna Matata – Pemba er langt fra Las Vegas
Man skulle næste tro, at fiskeren havde fået penge for at sejle sin båd ind i solnedgangen på det helt rette tidspunkt.

Hakuna Matata

– Pemba er langt fra Las Vegas

Tekst og foto: Jesper Kjøller

Nogen gange skal man lide lidt for det. Det kan næsten blive for nemt. Tag fx en sviptur til Rødehavet. Fem timer i en flyver og du er er der. Det er en anden historie med Pemba. Det har taget mig over et døgn at nå frem, og jeg har skiftet fly fire gange, men nu er jeg endelig ved målet. Næsten.

Fornemmelsen af at have rejst langt er sund, tror jeg. Man kan på en eller anden måde bedre mærke, at man er virkelig langt hjemmefra – ikke bare i fugleflugtslinje, men også i kulturel og geografisk forstand.
Selv om der ikke er stor tidsforskel, kan man alligevel godt få en slags psykologisk jetlag, hvis man kommer for hurtigt frem til en fremmed destination. Kroppen og sindet kan ikke helt følge med. Men på denne rejse, hvor jeg har haft en del ventetid mellem de enkelte ben, har jeg ligesom haft tid til at ”lande” og indhente mig selv.
Færden til Pemba er gået via London. Derfra med long haul-fly til Dar es Saalam. Kort transfer fra udenrigs- til indenrigsterminal med taxa. Et par timers venten i en udmærket kaffebar i en ellers dødssyg lufthavn. Og så med et lille propelfly til Zanzibar og et andet, endnu mindre fly, videre til den nordlige naboø Pemba, der lander på en airstrip ved hovedstaden Chake Chake.
Det er med en hvis spænding, at jeg spejder efter ham, der skal samle mig op her. Jeg har ikke rigtig nogen plan B, hvis der ikke kommer nogen… Men til alt held står der en jeep og en fyr med et Manta Resort-skilt i hånden. Min chauffør taler ikke ét ord engelsk og mit swahili er ikke, hvad det har været. Jeg prøver at spørge ham om afstanden til bestemmelsesstedet, men må opgive, så i stedet for at konversere ham undervejs, kigger jeg på landskabet og menneskerne, vi passerer. Der er faktisk folk overalt, hvilket giver et indtryk af, at øen er tæt befolket, men mon ikke bare man lever livet tæt på vejene? Det slår mig, at ingen er alene – alle bevæger sig i grupper, hvad enten de ridder på æsel, cykler eller går. Folk er tilsyneladende fattige, men de er ikke nødlidende. Livet går sin gang. Geder og høns og mennesker på vejen, de første flytter sig i sidste øjeblik, når de hører jeepens konstante dytten. Folk er både klædt i arabiske og typisk østafrikanske klædedragter.
Efter at have kørt i et afsindigt tempo i 80-90 minutter, drejer vi fra asfaltvejen og ind ad en skovsti, som jeg fejlagtigt antager for at være indkørslen til resortet – men der viser sig at være omkring 25 kilometer uasfalteret vej tilbage. ”Vej” er måske så meget sagt, og nu forstår jeg, hvorfor jeg er blevet samlet op i så robust et køretøj. Vi bumler gennem Ngezi-skoven, der skulle være en af verdens ældste regnskove. Her lever en art flyvende hunde, som kun findes på Pemba. Desuden kan man se forskellige aber, en lille antilopeart på størrelse med en kanin samt mange andre sjældne og eksotiske dyr. Endelig kommer jeg frem til det afsidesliggende Manta Resort, der skal være mit hjem den næste uges tid. Det er 26 timer siden jeg tog hjemmefra.

Udsigten
Jeg mødes af smilende personale med kridhvide tænder og bliver vist rundt på resortet, der er velsignet med den mest bedårende udsigt, man kan tænke sig. Det hele ligger på en høj skrænt, så uanset om man opholder sig på terrassen ved den åbne...

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også