Hawaii after dark
– nattens væsener
I vil blive bundet fast til båden ligesom agn på en fiskeline, sagde divemaster Lance Hansen, midtvejs inde i briefingen før dykket.
Det er nat og jeg vipper op og ned på en båd tre sømil til havs ud for vestkysten af Big Island på Hawaii. Havbunden er cirka 2.000 meter under os.
Jeg har tilmeldt mig et blackwater drift dive hos Jack’s Diving Locker, hvor jeg skal hænge i mørket over dybet og se hvad der dukker op.
Jeg er begyndt at fortryde det her dyk en smule. Det hele lyder som et stunt fra serien Fear Factor. – Hvem vil først i? spørger Hansen med gedeskægget.
Med et plask forsvinder min gruppe på fire ned langs linerne med vægte til en dybde på 12 meter. Jeg er udstyret med en lygte og en line, så jeg kan gøre mig fast.
Jeg scanner vandsøjlen for at orientere mig og for at sikre mig, at der ikke er ”noget”, der venter på mig.
Keglen fra min lygte forsvinder ud i intetheden, hvor den oplyser ingenting. Jeg mærker et kraftigt ryk i linen og mit hjerte springer et par slag over. Det går op for mig, at det skyldes en bølge, der rykker i båden oven over.
Ud over gruppen, dykker Hansen og divemaster Matthew sammen med os uden line.
Et øjeblik efter kommer den første gæst til syne. Det er en vingesnegl, der kaldes sea elephant, på størrelse med min lillefinger. Den ligner en transparent elefantsnabel og har et par roterende vinger ovenpå. Dens sølvagtige indre reflekterer min lygte som små krystaller.
Den svømmer af sted og et nyt væsen dukker op i min lyskegle. Det er en lang bændelformet koloni af geleagtige sækformede dyr, der kaldes salper. Jeg bemærker en lillebitte fisk, der bor på en af de fingernegIstore salper.
Andre bizarre dyr glider forbi: En lillebitte pulserende søpung, der ligner en doughnut, en flad ægansamling på størrelse med en en-cent med en reje på toppen og en gople formet som et fingerbøl.
Eventyr i mørket
Hawaii er meget højere end Himalaya, hvis man måler fra havbunden. Man skal ikke langt ud fra kysten, før vandsøjlen er flere tusinde meter dyb.
Det er et samlingssted for bizarre, pelagiske væsener. Om dagen opholder de sig nede i dybet, men når natten falder på, stiger de op til overfladen for at spise plankton. For eventyrlystne dykkere er det chancen for at se dyr, som man aldrig vil kunne se ved et koralrev.
Kona’s blackwater drift dive har eksisteret under forskellige former i omkring ti år, men først for nylig er operatører som Jack’s Diving Locker begyndt at tilbyde det til dykkere. Dykket ledes af Matthew D’Avella, en venlig 40-årig gut med hestehale, der er blevet en af de største fortalere for denne form for dykning.
– Hver gang du er i vandet, ser du noget nyt, forklarer han. Han har foretaget over 300 blackwater dyk og har fotograferet dyr, som aldrig tidligere er fotograferet i naturen.
Han understreger, at dykket sigter på at præsentere denne besynderlige verden af...