Hvidehavet

I midten af 1980’erne, da jeg lige var begyndt på undervandsfotografering, læste jeg en artikel om undervandsverdenen i Hvidehavet. Årene gik, men drømmen om at dykke der forlod mig aldrig. Jeg ville måske heller aldrig have fået chancen, hvis ikke jeg under et besøg i Moskva havde mødt to dykkere fra Nereis og Arctic Circle dykkecentrene, der netop var ved at arrangere en ekspedition til mine drømmes rejsemål.
Vores gruppe tog toget fra Moskva mod Murmansk og efter 24 timer, der nærmest fløj af sted på grund af det gode selskab, ankom vi midt i den dybsorte nat til Chupa. To minibusser kørte derefter os og alt vores udstyr yderligere tre timer til en lille landsby med navnet Chkalovsky og det komfortable Nereis Hotel og dykkecenter, der er opført i et gammelt skib ved kysten.
Alle ønskede at hvile sig, men jeg kunne ikke modstå skønheden af landskabet her mod nord. Jeg gik en tur langs stranden ved Hvidehavet med mit kamera for at se den ubeskriveligt smukke solopgang, hvor solen spejlede sig i det komplet stille vand. Søstjerner, der var blevet efterladt af tidevandet, krøb langsomt tilbage mod havet.
Det var for sent at sove, og jeg havde lyst til at fotografere – under vandet. Jeg besluttede derfor at snorkle.
August er en varm måned ved Hvidehavet, men ikke ligefrem tropisk. Jeg snorklede, fotograferede og tog noter af omgivelserne iført en 7mm våddragt i det 12°C varme vand, men efter to timer frøs jeg og gik op. Mens jeg fik varmen igen med en kop te og tørrede mit udstyr var morgenmaden klar og alle de andre vågnede op.
Blandt blåbær og tyttebær
Efter briefingen, delte vi os op efter interesser. Jeg bestemte mig for ikke at tage med ud på havet. Jeg ville  i stedet tage tilbage med mit scuba-udstyr til nogle af de interessante steder, jeg havde noteret under morgenens fridyk. Min makker og jeg hoppede i fra broen. På 10 meter afløstes det klare solskin af mørke og temperaturen dalede til 7°C.
Den maksimale dybde i bugten var omkring 15 meter, og enhver pludselig bevægelse hvirvlede skyer af mudder op. Vi fandt kun nogle enlige søanemoner, søstjerner og tangbevoksninger. Tættere på kysten, skjulte klynger af søgræs rejer, krabber og småfisk, der alle var de perfekte makroobjekter.
Den næste dag tog vi længere ud. Alle ved hvordan et hav bør se ud – vand så langt øjet rækker og en himmel, der deles på midten af horisonten. Men alting var anderledes her. Så langt vores øjne rakte lå der kun øer. Til tider føltes det ikke som om vi var på havet, men at vi i stedet befandt os på en gigantisk flod.
Vores destination var Rock of Actiniums, en sejltur på omkring 90 minutter. Vi startede vores dyk i solskinnet modsat klippen. Her på det lave vand fandt vi snegle og søstjerner, der så ud til at dyste i slowmotion-akrobatik.
Længere nede hang hydromeduserne i buske af tang, forankret med deres tynde stilke, mens de fangede plankton i det forbipasserende vand med deres tentakler....