Jacques-Yves Cousteau

► Det siges, at alle hjemlige avisredaktioner havde nekrologen klar, den dag Mærsk Mc-Kinney Møller stillede træskoene. Jeg opholdt mig tilfældigvis i Frankrig den 25. juni 1997, den dag Jacques-Yves Cousteau (JYC) døde, og det var utroligt at se de franske medier gå helt i selvsving de følgende dage. Der opstod nærmest landesorg, og JYC var på forsiden af alle aviser og magasiner. Der blev udgivet temanumre, og tv-stationernes sendeflader var fyldt med mindeord og hyldestprogrammer. Men JYC blev 87 år, så hans død kom næppe som en overraskelse, og medierne var da også klar til at rydde forsiden for en mand, der stadig i dag betragtes som den mest berømte og mest indflydelsesrige franskmand nogensinde. Og hans betydning rækker langt ud over dykningen. Hans rolle som naturforkæmper og formidler af vigtige miljøbudskaber, flere årtier før temaer som klimaændringer og forurening kom på dagsordenen, kan næppe overvurderes.
Men når det gælder dykningen, er det især os, der er født i 1960’erne, der har fået JYC ind med modermælken. Jeg husker tydeligt hans tv-serier, der kørte på Danmarks Radio i 1970’erne, og jeg er sikker på, at der er rigtig mange i min generation, der kan spore deres interesse for dykning tilbage til Havets Hemmeligheder, som serien hed på dansk. Eventyrene om bord på ekspeditionsskibet Calypso var både underholdende og lærerrige. De foregik overalt på polerne og i troperne. Vi var med under overfladen på de syv have. Vi blev taget med på Nilen, på Amazonfloden eller i Titicacasøen, og jeg lærte mere om geografi og biologi ved at se Havets Hemmeligheder, end jeg gjorde under 12 års skolegang!
Tv-udsendelserne var 60 minutter lange og bygget op som små film, inklusive original og dramatisk underlægningsmusik. De var produceret med sans for drama, og når man ser dem i dag, kan man godt grine lidt af den noget svulstige fortællestil. Men de faste elementer som JYCs karakteristiske engelsksprogedes fortællerstemme med den tykke franske accent, de brave, vejrbidte dykkere med fuldskæg, røde tophuer og en Gauloises i mundvigen, de eventyrlige fartøjer og flyvende undervandstallerkner, formationssvømningen med uv-scootere, undervandsfakler og sølvskinnende våddragter og gule hjelme var alt sammen med til at give det hele et skær af noget mytisk. Og for en 12-13-årig knægt var Havets Hemmeligheder simpelthen ugens højdepunkt på familiens sort-hvide B&O-tv. Fascinationen holder den dag i dag.

Begyndelsen
Det startede egentlig med et biluheld. Den unge franske flådeofficer Jacques-Yves Cousteau ville gerne være pilot. Og som så mange andre pilotaspiranter var han fascineret af hurtige biler. En nat i 1935, på vej til en vens bryllup, kørte han galt i bjergene i sin fars rappe Salmson-sportsvogn. Jacques brækkede begge arme og blev lammet i den ene side. Lægerne ville amputere en arm, men den unge officer nægtede pure. Mens han rekreerede sig efter uheldet, blev han sendt til flådebasen i Toulon...