Jolly Good Diving

Meanish Pier - Skye

Jeg står ude på molen og venter på, at dykkebåden lægger til. Stemningen er ikke just optimistisk. Ved mundingen af Loch Pooltiel er brændingerne høje og hvidt skum flyver højt op i luften. Båden hugger gennem bølgegangen rundt om odden. Lidt efter fræser den frem over fjorden hen mod os. Skipperen Gordon MacKay undskylder, at vores oprindelige planer om at dykke på vraget af Doris, må udsættes nogle dage. Jeg er ikke overrasket. 

Bådturen bliver aflyst og det er faktisk held i uheld. Ellers ville vi nemlig slet ikke have overvejet det alternative dyk, vi nu står overfor. 

En klippekam fortsætter 100 meter ud mod havet fra molen. Klippen falder kun svagt. På ydersiden danner den en væg ud mod fjordmundingen. På indersiden omgiver den en vig med grusbund. Det er højvande, så vi kan vælge mellem flere steder at gå i. Lige over grusbunden og ud i vigen, eller ud fra molen langs klippen. Odden synes at ligge nærmere set fra grusskrænten på stranden. Dykkere plejer at være nogle dovenlarser, så derfor vælger vi stranden. 

Istid

Pjuskede får render rundt om os, mens vi begiver os af sted over de glatte granitflader. I vandet svømmer vi ud til odden i overfladen over en vajende tangskov. Jeg forventer mig et småtrist stranddyk – et tarveligt alternativ til vort oprindelige planlagte båddyk, men nu hvor vi svømmer langs klippen ved væggen, ændrer jeg opfattelse. 

Skarpe klippeblokke, slæbt hertil under en af istiderne, fører ned mod en slamfyldt sandbund. Inde i fjorden er blokkene beskyttet mod erosion, så deres skarpe kanter giver fornemmelsen af at dykke i et stenbrud. Længst inde går væggen fra 5 til 10 meter. Længere ude ligger bunden dybere. Der rejser væggen sig til imponerende 15 meter – mellem 10 og 25 meters dybde. Dyrelivet domineres af lange slanke sønelliker. Inde i fjorden er de beskyttet mod hård søgang, så derfor har de ikke udviklet så kraftige ”stilke” som de ville have gjort på et mere uroligt sted. Brune søpølser ligger spredt hist og her blandt blokkene. De vifter med mundtentaklerne i den knapt mærkbare strøm. Engang imellem slikker de tentaklerne af for fasthængende plankton. 

Søanemoner står i mindre grupper på blokkene. Jeg bliver altid lige imponeret over hvor meget deres farver varierer. Hele skalaen fra rød og orange til blåt og violet – og i uendeligt skiftende mønstre af streger og pletter. 

Ophvirvlet slam tiltrækker sig min opmærksomhed. Det er en troldhummer, som styrter tilbage ind i sin sprække mellem blokkene. Snart ser jeg flere troldhummere. Med tilbageholdt åndedræt forsøger jeg at overraske dem inden de flygter. De vænner sig hurtigt til mit nærvær, men er fortsat vagtsomme. Den mindste bevægelse med kameraet eller en uforsigtig udånding, får dem til skræmte at krabbe af sted. 

I min ene øjenkrog aner jeg en bevægelse. Det viser sig at være en kammusling på klaprende svømmetur. Jeg var svævet...