En jomfru i Østersøen

Efter en pause på næsten et år, gyngede dækket atter under mine fødder. Boven på det stolte skib Kašubský Břeh stævnede endnu en gang ud mod havet. Hun er et forskningsfartøj med arkæologer fra den polske østersøby Gdansk. Eftervirkningerne fra gårsdagens storm var tydeligt mærkbare og  nordenvinden sled endnu i bølgetoppene. Stævnen på vort skib huggede gang på gang ned mod de hvidskummende bølger. Koldt, hvidt bølgeskum fløj om ørerne på os. Skummet blev løftet højt over vore hoveder af vinden og dalede ned på kommandobroens bagbordslanterner. Nuvel – vejrudsigten var lovende og positiv – barometeret steg. Men i disse farvande kan vejret hurtigt skifte, så vi måtte sørge for at udnytte situationen.
Målet for vores rejse lå ude på åbent hav, mere end 30 sømil fra land. Vi sejlede i hård sø og modvind. Ifølge vore beregninger burde rejsen under disse vejrforhold tage mindst fem timer. Vi håbede på, at havet ville nå at lægge sig til den tid. Eller at vinden i det mindste ville løje så tilpas meget af, at vi kunne ankre op. I de følgende dage ville vi foretage så mange dyk på positionen som muligt. I planlægningen havde vi med vilje undgået at nævne et bestemt antal dyk. I de sidste femogtyve år har jeg deltaget i mange af marinmuseets undervandsarkæologiske projekter. Desværre er der alt for ofte sket det, at elementernes rasen har drevet os bort fra målet for vores undersøgelser. I øjeblikket så alt dog ud til at gå vores vej – i det mindste så langt som vi havde turdet håbe.

Ren nysgerrighed
Nu lå vi på positionen. Ankeret havde fået et solidt fæste i sandbunden på 40 meters dybde – allerede på andet forsøg. Med tanke på omstændighederne var det en fornem præstation. Og duža fala – de hvidkantede bølgekamme – blev langsomt skiftet ud med bløde dønninger. I Polen kalder vi dem döingar. Resterne af et sejlskib har ligget der nede på bunden i umindelige tider. Hun havde garanteret haft betydeligt dårligere vejr på sin sidste sejlads…
– Til at begynde med havde vi bare et stykke bordlægning af eg. Sådan beskrev vores chefarkæolog Waldemar Ossowski historien bag den undervandsarkæologisk ekstremt værdifulde opdagelse. – Stykket af planken blev kroget af en fisker fra egnen og til fyrens store skuffelse. Men nysgerrighed undertrykte hans umiddelbare trang til at smide træstykket over bord igen. Hans videnbegærlighed gjorde et uanseligt træstykke til et fund. Det sortfarvede træstykke havde et hul til en træblok. Vi foretog en aldersbestemmelse af træstykket med dendrokronologi (dvs.  ved at tælle årringe i træet, red.). Undersøgelsen viste, at det næsten sorte stykke egetræ havde ligget på havbunden i omkring 200 år. Og at det træ, det var tilvirket fra, helt sikkert ikke havde vokset i Polen. Desværre – som det så ofte hænder til søs – havde fiskeren ingen instrumenter, så han kunne ikke bestemme den eksakte position for sit fund. Men fiskeren havde igennem mange år haft for vane at...