DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV!

Kæmpetanglus
1 af 1

Kæmpetanglus

Tekst & foto: Anders Salesjö

Kæmpetanglusen er Østersøens største hvirvelløse rovdyr. På menuen findes bl.a. tanglopper og østersømuslinger. Den holder sig heller ikke tilbage for at æde mindre eksemplarer af sin egen art.

Kæmpetanglusen er et op til 9 cm langt krebsdyr, der tilhører isopoderne. Den er ret almindelig i Østersøen. Arten kaldes også for bænkeskrubbe eller østersøkrebs. Den er vidt udbredt i det nordlige Ishav og trives ikke i et rent marint miljø, men foretrækker brakvand. Den findes på leret og sandet bund fra meget lavt vand, ned til nogle hundrede meters dybde. Store dele af året ligger den nedgravet, så kun antennerne stikker op fra bundlaget. Med antennerne kan kæmpetanglusen lugte både byttedyr og fjender. Dens passive levevis betyder, at den ikke forbruger specielt meget energi, og derfor behøver den heller ikke så meget mad. Kæmpetanglusen er dog ikke lige passiv hele året. Sidst på vinteren og om foråret kravler den op på bunden og kan da træffes i stort tal krybende rundt. Når kæmpetanglusen jager eller bliver jaget, bevæger den sig hurtigt hen over bunden. Den kan også svømme ved hjælp af sine halefødder på bagkroppens underside. Svømningen foregår altid på ryggen. Det ser ret morsomt ud, når en stor tanglus på næsten ti centimeters længde svømmer rygsvømning.

Kæmpetanglusen findes i hele Østersøen samt i nogle af de store svenske søer, bl.a. i Vänern, Vättern og Mälaren. Grunden til, at den findes i Østersøen og flere af de svenske søer er, at den er et levn fra slutningen af den seneste istid. Jordskorpen var dengang tynget af iskappen og havet dækkede Mellemsverige ved Västergötland. Vänern, Vättern og Mälaren var dengang en del af det hav som forbandt det nuværende Skagerrak og Østersøen. Da isen smeltede, hævede landområderne sig stille og roligt, og havet blev fortrængt. Det efterlod dog isolerede bestande af kæmpetanglus i de større søer og i Østersøen. Arter med nordlig udbredelse som på denne måde er blevet tilbage i isolerede bestande efter den seneste istid, plejer vi at kalde istidsrelikter. Ringsælen og hornulken er ligeledes istidsrelikter.
Kæmpetanglusen er Østersøens største hvirvelløse rovdyr. På menuen findes bl.a. tanglopper og østersømuslinger. Den holder sig heller ikke tilbage for at æde mindre eksemplarer af sin egen art. Tanglopperne regnes dog for at være hovedfødekilden og de fanges ved hjælp af de forreste benpar. Disse anvendes også når kæmpetanglusen æder østersømuslinger. Til forskel fra krabber, knuser den ikke muslingeskallen, men åbner den. Åbningsproceduren begynder med at muslingen vendes og drejes, så muslingens hængsel vender nedad og åbningen opad. De forreste benpar stikkes derefter ind mellem skallerne, som enten brydes sønder, eller åbnes, hvis muslingen ikke orker at stritte imod. Til tider sker det, at tanglusen ikke formår at åbne muslingen, og den slipper med skader i skallens kanter. På trods af, at kæmpetanglusen kun anvender de forreste små ben til at åbne muslinger, kan den åbne muslinger halvt så store som den selv. Kæmpetanglusen er ikke kun et rovdyr, men æder også gerne ådsler som døde eller døende fisk. Sommetider forøver den stor skade på fisk, som er...

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også