Kristianssand

Jeg kan mærke, at der er kommet en smule bølger i overfladen under dykket. Stigen, der stikker et stykke ned i vandet, bevæger sig med en irriterende uregelmæssighed op og ned foran mig. Det betyder, at jeg må koncentrere mig om at koordinere min opstigning i båden, så både svømmefødderne og hænderne rammer hvert sit trin på samme tid. Nemlig lige på det tidspunkt hvor båden rammer en bølgedal og stigen derfor stikker længst ned.
Et kvart sekund senere føles det som om jeg er hoppet på et kørende S-tog, og jeg bliver med stor kraft halet opad for derefter med ligeså stor kraft at blive trukket ned igen. Sådan hænger jeg lidt på stigen og funderer over, om mit kamera sidder forsvarligt ind til kroppen så jeg kan tage min hævn over den genstridige stige og kravle det sidste stykke op over rælingen.
Opstigningen går nu uden problemer for med det samme jeg stikker hovedet op over overfladen, kommer der en hånd ned til mig og tager fat i ventilen på mit flaskesæt. En anden hånd befrier mig for kameraet, hvilket er dejligt, da jeg så kan bruge energien på at mosle mine gummifinner op på det tørre dæk. Jeg laver noget, der minder om en moon-walk hen imod siddepladserne hvor flaskesættet glider bekvemt ned i en dertil lavet holder. Jeg kan endelig slappe af.

Tom B Smilet er stort for det har været et dejligt dyk. Den norske skærgård har vist sig fra sin bedste side og beriget dykket med en fantastisk sigt. Det vrag, vi lige har besøgt hedder Tom B og da det kun ligger på 20 meter, har det været 45 minutters Anders And-dykning i et stille og roligt tempo på et vrag, som efterhånden er meget medtaget af tidens tand. Overalt i området er der forvredne metaldele, der giver gode muligheder for fisk at gemme sig i, så jeg har været glad for min gode lygte, som har afsløret en del generte fisk. Der er mange huller og swim-throughs, der giver en fornemmelse af ægte vragpenetrering. Penetrering som dog ikke er værre, end at alle kan være med. Min makker og jeg var ikke alene på dykket. I alt har fire dykkerhold svømmet rundt på det store vrag på én gang, uden at vi følte, at stedet var overrendt. Ind imellem har der dog været behov for at stoppe op og orientere sig, for metaldelene ligner nu engang hinanden, når de ligger dér og vender vrangen ud på sig selv. Men tanken om, at dykkebåden ligger lige oppe over os og det store klippefjeld, som har givet husly til vraget, ligger lige ved siden af, får mig til at slappe af. Begge gør, at forvirringen under dykket aldrig bliver stor, fordi man har noget fast at orientere sig efter.

Pestopasta Tilbage på båden er scuba-udstyret kommet af og jeg overvejer hvor meget af min dragt jeg er nødt til at smide for at fjerne trykket på min blære. Det lille toilet på båden indbyder nemlig ikke til at have en stor tørdragt på når man sætter sig på potten. Jeg sender en venlig tanke til min tisselynlås og beslutter mig for at lade vandet ud over rælingen. Jeg når dog...