Kroatien

Der er noget vildt og utæmmet over det kroatiske landskab. Det er dog svært at sætte fingeren præcist på, hvad det er, der giver mig dette indryk. Måske er det de høje hvide bjerge, der møder havet så tæt, at kun en lille smal stribe strand er tilbage for mennesker at bygge huse på. Det kan være de gamle knudrede nåletræer, som trodsigt og standhaftigt modstår vinden og mest ligner parodier på bonsaitræer, når de hager sig fast på klippeskråninger og langs strimler af strand. Eller også er det strandene, med deres runde renspulede sten, som nægter at blive til sand, uanset hvor meget havet skyller over dem.

Møde med havet
Længst ud i den kroatiske skærgård ligger en lille ø, som længe har befundet sig i glemmebogen. Øen Vis har i mange år været utilgængelig for turister, men der venter den nok en anderledes fremtid. Det er kun et spørgsmål om tid inden dykkere med smag for førsteklasses vrag og middelhavskoraller begynder at fylde bilfærgerne, der dagligt forlader havnen i Split for at begive sig på en to timers sejlads til Vis i den yderste skærgård. Den lille ø ligger udsat for Middelhavets bølger og vind, men den gemmer på mange oplevelser. Mod vest finder man den lille naboø Bisevo med gigantiske grotter og snoede tunneller, så smukke og bevaringsværdige, at Unesco har taget dem med på World Heritage-listen. Mod syd, efter ca. 20 minutters bådtur, ligger den gamle fiskerby Komiza med sine undervandssøjler.
Jeg læner mig ud over dykkebådens ræling og ser nysgerrigt ned i dybet. Lyse og mørke partier bevæger sig langsomt under os i det glitrende kroatisk vand mens vi langsomt, men sikkert nærmer os en af de mest besøgte koralkolonier ud for øen Vis.
Dykket er planlagt omkring en af undervandssøjlerne. Efter et spring fra bådens badeplatform, bevæger vi os langsomt ned fra den lave top langs de skrånende vægge. Lyse alger trænges om pladsen med små sorte søpindsvin langs søjlens skråning – et syn, der ret karakteristisk for Middelhavet. Vandet er overraskende klart, og det vidunderligt lyse vand giver en følelse af en uendelig sigtbarhed. Klippefundamentets vægge er fulde af små huller, hvor småfisk og krabber gemmer sig. Enkelte anemoner vifter anonymt fra små klippeafsatser med deres grå tentakler, men ellers sker der ikke så meget på de første 20 meter. For at kunne opleve Middelhavets koralkolonier, skal man nemlig være parat til at bevæge sig ned under 30-metermærket – i hvert fald i Kroatien.

Sandbund
En stejl undervandskant begynder på 20 meter og forsvinder ned i dybet, hvor sandbunden så småt begynder på ca. 50 meter. Det første, der møder os, da vi glider ned langs vestsiden af kanten, er synet af en udbredt skov med gule viftekoraller, der dækker hele klippens overflade. Blandt småfisk og farvestrålende havsvampe, filtrerer korallerne det næringsrige vand og står 20-30 centimeter ud fra klippen. Koralkolonierne...