Kystleksikon #47
Det første der slår en, når man kører ned af vejen ved sommerhusene på Vesteregn er, at man ikke rigtigt er velkommen. Her er store skilte med privat område – indkørsel forbudt, men da det er uden for sæsonen og alt ånder fred og idyl, trodser vi de lokales trang til at være sig selv. Det er vigtigt at holde sig på god fod med de lokale, og hvis man stikker fingeren i jorden og sonderer forholdene, så kan vi alle være her.
Der står en kraftig vind ind på kysten med meterhøje skummende bølger. Det er ikke den mest ideelle dag, vi har valgt, men nu skal det altså være. DMI har lovet rolige vinde over middag for det Sydfynske område, men desværre passer det ikke helt. Vi skal ikke særlig langt ud kun 50-100 meter fra kysten, og ikke længere væk end vi kan svømme.
Vi skal ud og se en del flyrester fra en Halifax bombemaskine, der styrtede ned hundrede meter fra stranden ved Vesteregn natten til den 2. oktober 1942.
Den danske marinekutter A6, som var udstationeret i Marstal under krigen, blev sendt mod Langeland, da en af de engelske flyvende fæstninger skulle være eksploderet og faldet i havet. Det var først den 29. august 1943, at tyskerne krævede det danske militærs fuldstændige overgivelse, så derfor patruljerede flåden stadig i de danske farvande. Maskinen havde en tophastighed på 454 km/t og en marchhastighed på 362 km/t. Den kunne tilbagelægge en distance på 3.000 km med sine fire Rolls-Royce Merlin motorer på hver 1480 hk. Flyet var for det meste bevæbnet med otte 303 Browning maskinkanoner.
Det første vi svømmer ind i er motorblokken. Man er slet ikke i tvivl. Her er alle cylindrene og en masse kobberrør til brændstoffremføring. Ved siden af ligger nogle køleaggregater i aluminium og en udstødning.
Området med flydele er ikke mere end 20x20 meter og her er meget vegetation og store sten, som samtidig gør stedet til et flot naturdyk, selvom det er flyresterne, de fleste kommer for at se.
Efter lidt svømmen rundt finder vi nogle flotte kobberledninger med en form for hane på. Vi begraver dem igen i sandet. Vi tager ikke noget med op, da der gerne skulle være noget for vores efterkommere at se på, når de engang skal besøge flyresterne ved Vesteregn.
