DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

  Kystleksikon  Kustlexikon
Kystleksikon #53 Strib Fyr – Nordvestfyn
Kystleksikon #53 Strib Fyr – Nordvestfyn
Kystleksikon #53 Strib Fyr – Nordvestfyn
Kystleksikon #53 Strib Fyr – Nordvestfyn

Kystleksikon #53

Tekst og foto Ulrik Westphal
Strib Fyr – Nordvestfyn

Mens jeg står og tager finner på, kaster jeg et blik op på de flotte villaer, som koster lidt mere, end hvad mit budget kan holde til. De har en pragtfuld udsigt. Strib Fyr er beliggende 100 meter til venstre, Røjle Klint til højre, Fredericia lige for og ”tragten” lidt længere mod højre. Nå jo – så er de jo også placeret vældig tæt på et af de gode stranddyk i Lillebælt, nemlig Strib Fyr.
Et lidt overset sted med gode faciliteter oven vande. At kalde lokaliteten Strib Fyr er faktisk lidt misvisende, men tæt på er vi – 100 meter derfra mod nord. Ud for fyret strækker der sig et rev, hvis bund varierer mellem grusbund, stenbund og sandbund. At dykke her kræver en båd, da man meget let kan blive blæst af revet af den ofte hårde strøm. Men 100 meter hen langs kysten ligger kanonplatformen, og det er her, man kan dykke uden fare for at ende ude midt i Lillebælt. En træplatform med to gamle kanoner og lidt kugler fra 1864, er det første man ser når man er drejet væk fra hovedgaden i Strib og er på vej ned til P-pladsen. Det er oftest på højre side af platformen, at man dykker, da bunden og dyrelivet her er meget afvekslende. Bunden skråner svagt nedad og efter at man er kommet igennem et ålegræsbælte, skifter bunden til en blanding af grus og sand. Man er nu på fem-seks meters dybde og man ser ofte de første små torsk her. Lokaliteten kan også byde på sildestimer i sæsonen og så er det helt sikkert, at man hører og ser marsvin – bare aldrig med scuba på desværre.
Men hvad gør det, når stedet vrimler med fotogene rødspætter og eremitkrebs gemt mellem store træstammer. Og netop træstammerne er med til at gøre et dyk her til noget særligt. De er gemmested for mange mindre fisk som tangspræl, hundestejler, kutlinger, men også ålene nyder godt af gemmestedet.
Stammerne vidner også om, at der er mange lystfiskere på lokaliteten, Man kan hurtigt samle grej for en mindre formue og til tider er nogle af stammerne indhyllet i garn. Her er mange spændende fotomotiver. Længere ude i bæltet på 10-12 meters dybde finder man store sten, som er flot bevokset med sukkertang, sønelliker og brødkrummesvampe. På bunden omkring de store sten finder man søanemoner og ofte store fladfisk.
Når man efter et veloverstået dyk med mange gode oplevelser kun skal bevæge sig 20 meter fra vandkanten for at nå sin bil, så er det svært ikke at trække på smilebåndet.  

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også