DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

  Kystleksikon  Kustlexikon
Kystleksikon #62 Barsø Landing – Sydøstjylland
Kystleksikon #62 Barsø Landing – Sydøstjylland
Kystleksikon #62 Barsø Landing – Sydøstjylland
Kystleksikon #62 Barsø Landing – Sydøstjylland

Kystleksikon #62

Tekst og foto Ulrik Westphal
Barsø Landing – Sydøstjylland

Dykningen ved Barsø Landing foregår i smukke omgivelser. Man har Genner Bugt til venstre og den lille ø Barsø lige for. Overalt er der skov, vand og bløde bakker. Men det er jo under vandet det sker. Det smukke landskab står lidt i kontrast til den første del af dykket, som i starten kan minde om muck diving i Fjernøsten. Den skrånende sandbund virker halvdød i nærheden af færgelejet og der ligger desværre en del ting på havbunden, som ikke hører hjemme der. Så lad være med at gå i vandet lige på den anden side af færgelejet. Gå i stedet lidt hen ad stranden og sæt kursen mod Barsø. Der er bunden mere spændende end ved færgelejet. Når man kommer kørende hertil er der en fantastisk udsigt over området fra toppen af bakken, som fører ned til den lille havn.
Bilen kan man parkere ti meter fra strandkanten, så man bliver heller ikke overbelastet inden dykket. I sommerhalvåret er der en del ruser, som man snildt kan få tid til at studere, inden man fortsætter nedad. De mange ruser i området ligger på fire til frem meters dybde og i sommerhalvåret er det utroligt så mange krabber der kan være i sådan en. Under et dyk på lokaliteten i det tidlige efterår, oplevede jeg, at der var torsk på et-to kilo i mange af ruserne. Dette undrede os lidt, da vi ellers ikke så skyggen af torsk under dykket. I enkelte af ruserne så vi også ål. Dette motiverede os til et natdyk på stedet, hvilket vi ikke fortrød, da vi her så en del torsk, nogle ål samt en masse andet liv som vi ikke ser om dagen.
Der bliver hurtigt dybt ved Barsø Landing. Man kan nå en maksimumdybde på cirka 18 meter uden at skulle halvvejs til Barsø. Dykket starter med en tur over sandbund, som bliver afløst af sten, der er begroet af tang. Bunden er forholdsvis blød. Men når man kommer lidt dybere kommer der både sten og tang.
I slutningen af et dyk kan det anbefales at bruge lidt tid på sandbunden på det lave vand. Den er ikke altid så livløs og kedelig, som den måske umiddelbart ser ud til. Her kan man finde rejer og småfisk i færd med at vokse sig store. De menneskelige efterladenskaber som fx dåser gemmer på små hemmeligheder, som gør dem værd at undersøge. Makrofotografen kan her være heldig at finde sjove motiver. Sidst jeg var der, havde en kutling taget bo i en tom øldåse. Den fik vi en del tid til at gå med. Vi ventede på at den ville stikke hovedet ud og smile til fotografen, men vi ventede forgæves. Dykningen ved Barsø Landing byder på hurtigt dybt vand, hvilket ikke er så nemt at finde i området. Da der sjældent er nogen strøm her er det et godt sted til begyndere.

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også