Lembeh

På trods af, at klokken kun er 6 om morgenen, kan jeg ikke sove længere. Det er allerede 24-25 grader varmt og der er nye lyde og dufte, der kilder min nysgerrighed. Jeg må ud af sengen og se mig omkring. Vi ankom sent i går aftes til Kungkungan Bay Resort (KBR) og da var alt indhyllet i et kompakt mørke. Nu er solen netop stået op over Lembeh Island hvorfra den spreder sit honninggule lys over strædet. På trods af, at det er tidligt om morgenen, er trafikken på vandet foran resortet tæt. Både i alle tænkelige former og størrelser tøffer frem og tilbage. Faldefærdige fragtskuder uden lyddæmper brøler deres misfornøjelse ud over omegnen.
Der er altid nogle elementer i vores omgivelser, der er med til at forsyne betragteren med en følelse af ægthed. Jeg sørger fx ofte for at få tøj, der hænger til tørre med i billedet, når jeg er ude at rejse. Det er nemlig en detalje, der er med til at skabe autencitet. Det samme gælder ”æslet og den gamle mand”. Hvem har ikke sådan et fotografi fra Grækenland i sit fotoalbum?.
Rundt om pynten kommer netop en af den slags symboler – udriggerkanoen. Med lange rytmiske tag padler manden forbi med sin last af friske grøntsager. Jeg løfter kameraet og tager en serie billeder i et forsøg på at stoppe tiden i et øjeblik hvor alt går op i en højere enhed. Hvilken morgen, tænker jeg for mig selv, mens jeg tager en T-shirt på og går over til den ventende morgenmadsbuffet.

Skrammeldykning
Dykningen i Lembeh-strædet kan sammenlignes med den, man finder i Rødehavet – bare med omvendt fortegn. Her er det livløse ørkenlandskab erstattet af frodig regnskov og vajende kokospalmer. Under overfladen er der derimod ingen farvestrålende koralrev, men en sort-grå sandbund, som ved første øjekast ser helt død ud.
Teposer, gummisko, malerdåser, cigaretpakker, plastikposer, termokander og plastiklegetøj. Bunden i strædet ligner visse steder en velassorteret marskandiserforretning. Sigten ligger på 5-10 meter og så langt øjet rækker er det bare gråt, gråt og gråt. Hvilken pracital joke!
Men så stopper guiden Iwan og peger med sin metalpind på noget. Jeg føler hvordan hjernen febrilsk bladrer i kartoteket. Som et spil memory på højtryk dannes billeder af den ene fisk efter den anden i jagten på et match. Mange gang handler det ikke om at finde den rette art. Først og fremmest skal man finde den rette form og størrelse. Jeg ved, at livsformerne her kan antage former og kamuflager, som man ikke troede var mulige. Derfor tager det lidt tid at tilpasse billedbanken de første par dage. Pludselig stopper karrusellen i hjernens diasprojektor – det er en tudsefisk. En gråfarvet variant, ikke større end en tommelfingernegl. Den smelter perfekt ind i baggrunden.

Tudser
En tudsefisk er en fantastisk kombination af yderligheder. Få fisk har så stor tålmodighed. De kan sidde i uger  eller måneder på det samme sted. Det er derfor, at guiderne relativt let kan finde...