Levende liv
– den vilde sommer
I løbet af forsommeren går det livligt for sig i ålegræsset på få meters dybde. Her forsøger håbefulde alfahunner at score generte hjemmefædre. Samtidigt anbringer hermafroditter deres store penisser på hinandens rygge for at udveksle små pakker sæd.
De stor algevækster i havet mangler helt rødder – derfor vokser de kun der, hvor der er klippebund eller et andet fast underlag, de kan sidde på. Af den grund er der normalt ikke mange større tangplanter på sand- og lerbunde. Ned til cirka fem meters dybde i beskyttede bugter med sand- og lerbund finder man i stedet ålegræs. Ålegræsset har nemlig rødder, som trænger ned i bunden og forankrer planterne. I bugter, som ikke er alt for eksponerede og hvor der trænger tilstrækkeligt med lys ned, kan ålegræsset danne tætte undervandsenge, såkaldte ålegræsenge. Ålegræsset er ingen alge, men det er heller ikke græs. I modsætning til algerne, så er ålegræsset faktisk en blomstervækst. Ålegræsset tilhører en gruppe af vækster, som kaldes for søgræs, og de er ikke nærtbeslægtede med vore almindelige græsser på land. Blomsternes frøstand befrugtes af svømmende pollenkorn og derefter dannes små frø, som kan vokse sig til nyt ålegræs. Dette er dog ikke den eneste forplantningsmetode. Ålegræsset vokser nemlig op fra lange trævlerødder, som breder sig ud i bugten, hvor de kan få fodfæste. På den måde så rækker det faktisk, at ét eneste lille frø får held til at gro, hvis man skal have en tæt og frodig bestand i en beskyttet bugt.
Alfahunner og hjemmefædre
Ålegræsengene er et vigtigt livsmiljø for mange organismer i havet. En gruppe af fisk, som er stærkt knyttede til ålegræs er tangnålene. Det er sløve og langsomme, åleagtige fisk, der egentlig er nærtbeslægtede med tropernes søheste. I Danmark har vi seks arter, og fem af disse er almindeligt forekommende i ålegræsset. Præcis som hos søhestene, er tangnålene ikke aktive jægere. De ligger i stedet passive og venter på, at strømmen skal føre bytte til dem. Føden udgøres først og fremmest af små krebsdyr. For visse arter kan selv meget lille fiskeyngel udgøre et betydeligt indslag i diæten. Deres passive adfærd gør, at tangnålene er meget lette at studere for os dykkere. De er også særdeles taknemmelige motiver for dem, der holder af at fotografere. De sidder ofte stille eller bevæger sig langsomt.
Det mærkeligste med tangnålene er nok deres forplantning. De har vendt helt op og ned på de traditionelle kønsroller. Disse fisk har nemlig dominerende alfahunner og hjemmefædre. De fuldvoksne og statelige hunner tager initiativet til parringen. En kønsmoden hun med færdigudviklede æg forsøger på alle måder at overbevise hannerne om, at hun er den smukkeste og mest attraktive partner. Hanerne er derimod mere passive og afventende. De lader sig ikke sådan uden videre overbevise af den første, den bedste hun, men de vælger og vrager blandt de håbefulde hunner. Under legen fæster hunnen rognen på hannens bug, enten uden på huden, eller inde i en speciel lille lomme, alt efter hvilken art, der er tale om. Både på hannens bug og i yngellommen er der begrænset plads. Hunnerne kan derfor producere mere rogn end hvad hannerne kan tage i mod. Derfor bliver der konkurrence...
