Levende liv

De fleste fisk, som lever i havet tager sig ikke af deres afkom, efter at de har leget, så rogn og yngel må klare sig selv, så godt de kan. Dette gælder fx sild, torsk og hvilling samt alle vore fladfisk. Blandt mange af vore mest almindelige ferskvandsfisk er det samme sag: skalle, aborre, helt og gedde er fuldstændig ligeglade med deres afkom efter legen. Hos ganske mange ferskvandsarter forekommer dog yngelpleje. Sandart, hundestejle og hvidfinnet ferskvandsulk tager fx godt hånd om deres unger. Blandt alle jordens cirka 30.000 beskrevne fiskearter forekommer der yngelpleje hos omtrent en tredjedel. Yngelpleje er mest almindelig hos ferskvandsarter, men det er også alment forekommende blandt små, lavtlevende marine arter som for eksempel ulk, kutling, tangsnarre og tangnål.

Ulken leger om vinteren
Ulken er meget almindelig i vore farvande. Den foretrækker at leve på lavt vand og kræver ikke noget specielt miljø, så derfor findes den på de allerfleste danske dykkesteder i havet. Også legen finder sted på lavt vand tæt på kysten og den kan derfor let studeres af os dykkere. Legetiden indtræffer mellem december og marts. Da får begge køn klarere og kraftigere farver. Hannens bug bliver højrød med hvide pletter, mens hunnens bug antager en mere gulorange tone. Under parringen nærmer fiskene sig hinanden bug mod bug, samtidigt med, at hannen tager fat om hunnen med sine store, grove brystfinner. Så han lettere kan holde fast på hunnen, får hannen små vortelignende udvækster på indersiden af brystfinnerne under parringstiden. Ulken har indre befrugtning og hannen trænger ind i hunnen med et penislignende organ. Lige efter parringen lægges en relativ stor klump rogn mellem sten eller blandt vegetationen. Rognen er oftest smukt rødorange, men farven varierer fra gul til klarrød . Så snart æggene er lagt, forsvinder hunnen fra stedet. Hannen bliver derimod tilbage og passer på rognen indtil den klækkes, hvilket plejer at tage fire til tolv uger.
Stenbider bevogter rognen i måneder
Navnet på den knubbede fisk i ulkefamilien kan forvirre lidt. Normalt kaldes hannen for stenbider og hunnen for kvabso. Men så går det galt, når man i forretningerne kan købe kaviar i form af stenbiderrogn. Man påstår altså at sælge rogn fra hannen og ikke kvabsorogn fra hunnen. Denne sprogforbistring kan dog have sin naturlige forklaring, som vi snart skal se. Stenbideren forplanter sig om foråret. De lever normalt på 20-200 meters dybde, men under legetiden kommer de op på betydeligt lavere vand og kan der ses på bare få meters dybde. Hannen kommer op fra dybet langt tidligere end hunnen og søger efter et passende sted for rognen. Ofte anvendes samme sted fra år til år. Dykker man regelmæssigt på samme sted, er det derfor ikke usædvanligt, at man støder på den samme han gennem flere års tid. Når han har fundet et passende sted, rengør han det omhyggeligt og venter på hunner. Han må ofte vente længe – det kan vare...