Levende liv

Har du nogensinde dykket over en lerbund? Hvis du har, var det så en fejltagelse eller dykkede du virkelig ud over leret med vilje? Faktum er, at de allerfleste dykkere holder sig væk fra leret, og foretrækker sand, eller stenbund. Vil man dykke på en lerbund, skal man tit spørge specifikt efter det, og så er det ikke sikkert, at de andre på båden synes det samme. Klippevægge er som regel meget smukke i farverne i forhold til de monotont grå lerbunde, men man misser en stor mængde af havets dyr, hvis man aldrig dykker ved en lerbund. Mudderbunde af ler er faktisk den absolut mest almindelige bundtype i havet og mange dyr lever udelukkende på eller i leret.

Kutling og jomfruhummer lever i gange
På sten og klippevægge plejer dykkere at finde en mængde dyr, men sådan er det ikke altid på en lerbund. Ved første øjekast kan der se tomt og øde ud på leret, men nede i bunden skjuler der sig som regel et mylder af liv. Det er helt normalt, at der findes 4000 dyr på én eneste kvadratmeter, og så er de organismer, som er mindre end en millimeter ikke talt med. De mest almindelige indbyggere er slangestjerner, små muslinger og havbørsteorme, men der findes også større dyr. I gange eller i hele gangsystemer nede i leret lever jomfruhummeren. Hunnerne med æg samt de små jomfruhummere forlader sjældent deres gange, mens de store hanner ofte spadserer omkring oppe på sedimentet.
I samme miljø, hvor man finder jomfruhummeren, møder man ofte en lille fisk, som kaldes spidshalet kutling. Lige som jomfruhummeren søger kutlingen ofte beskyttelse i gange og huler nede i leret. Nærmer man sig fisken alt for hurtigt, smutter den øjeblikkeligt ned i sit hul, men hvis man langsomt og forsigtigt sniger sig nærmere, bliver de ofte oppe på leret tæt på deres hul. Den spidshalede kutling er en ret ukendt fisk. Arten bliver ikke mere end 10 centimeter lang, og den er dermed for lille til at gå i fisketrawl og den har heller ingen kommerciel værdi. Desuden lever den oftest for dybt til at være let at studere for biologerne. Man ved ingenting om fiskens forplantning, og man har også ringe kendskab til artens udbredelsesområde. Det er dog helt klart, at fisken er almindeligt forekommende i Gullmarsfjorden fra cirka 30 meters dybde og ned. Den er også blevet rapporteret fra prøvefiskeri i Skagerrak og Kattegat siden 1995.

Koraller i leret
Piberensere, søfjer og store cylinderroser er eksempel på koraldyr, som vi kun finder på lerbunde. Fælles for mange af dem er, at de ikke nødvendigvis behøver at vokse specielt dybt, men de gør det ofte, især i åbent hav. Mange af koraldyrene på lerbunde kræver nemlig både en høj saltholdighed samt et meget finkornet sediment. Saltholdigheden øger med dybden og de små partikler, som danner det fine sediment, synker kun til bunds, hvis vandet er rigtigt stille, hvilket det ofte er, når man kommer dybere ned. Dermed tvinges koraldyrene ned mod dybden til den høje...