Levende liv
– mellem hav og land
Snegle, der spiser rurer, alger, som dyrker sex i fuldmånens skær og en konstant kamp om pladsen – alt dette finder sted lige i vandkanten. Der kan du også møde snegle, der har deres tænder på en tunge på hovedet og Danmarks største bænkebidere.
Solen er lige ved at gå ned, og havet slikker ind mod strandkanten. På det sorte, slibrige algelag i vandlinjen kryber nogle små strandsnegle rundt. Det ene øjeblik er de er over vandoverfladen, og øjeblikket efter er de igen under vandet. De lever i sandhed midt i bølgeskvulpet. Sikke et liv. Konstant og uden varsel bliver de overskyllet af havvand. Lidt længere nede, lige under overfladen, sidder nogle rurer tæt sammen, side om side. De ser sjove ud, når de for hver bølge åbner sig og vinker maden ind med deres vifteagtige ben. Lige ved siden af rurerne sidder en smukt stribet lille snegl, som er på størrelse med strandsneglene, men den er lidt anderledes i formen. Det hele ånder fred og idyl, men der er fuld aktivitet.
Den enes død, den andens brød
Den lille snegl ved rurerne kaldes purpursnegl, og den sidder stille på ét og samme sted. Det er næppe en tilfældighed, at den sidder netop ved rurerne. Arten ernærer sig nemlig hovedsageligt af rurer, men den æder også blåmuslinger. For at komme til sit bytte inden under de hårde kalkskaller, er sneglen udrustet med to meget anvendelige redskaber: en slags snabel, der kan krænges ud, og en tandet tunge. Ingen af disse hjælpemidler kan man normalt se. De opbevares trukket ind i kroppen og drages kun frem, når de skal i anvendelse. Det, man derimod ofte ser på såvel purpursnegl som på den beslægtede valdhornssnegl, er sifonen, et slangelignende, udtrækkeligt organ i sneglens forende, som blandt andet anvendes som næse til at lugte sig frem til maden.
Når den æder rurer, anvender purpursneglen sin snabel. Den presser den ind i rurernes åbning, lige der, hvor benet, som rurerne fanger deres mad med, stikker ud. Når sneglen først har fået snablen ind, bruges den til at plukke kødet i sig, som findes inden i den hårde kalkskal. Sommetider kan sneglen have svært ved at få snablen ind mellem de tætsluttende skaldele. Så kan den i stedet lave hul i selve skallen. Sneglen afgiver kemikalier, som opløser skallen, og derefter borer den tandede tunge sig ind.
Kamp om pladsen
Nu er det stille og roligt, men kysten kunne lige så godt blive ramt af meterhøje bølger, der styrter ind for fuld kraft. Så gælder det om at kunne holde sig fast, hvis man lever i vandkanten. Dyr og planter har tilpasset sig dette. Blåmuslinger danner fx holdbare tråde, som de klæber fast til underlaget, og de sidder gerne sammen i tætte måtter. På den måde hjælper de hinanden med at blive siddende, for hvis de sidder tilstrækkelig tæt, har bølgerne svært ved at få fat i enkelte individer. Både strandsneglene og purpursneglene har en kraftig sugefod, der holder dem fast til underlaget, men alligevel sker det indimellem, at de bliver revet løs af bølgerne. Rurerne er nok dem, som er absolut bedst til at holde sig fast til underlaget. De cementerer sig fast med en meget stærk lim, så de derfor er næsten umulige at fjerne uden at knuse skallen.
En grundforudsætning for at...
