DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV!

  Rejse  Resa
Livet som havsigøjner – en kamp mellem to verdner
Samfundets leder Edjie Aljari. Han har netop fanget en muræne, som han bagefter solgte for et beløb, der svarer til 30 kr.
Livet som havsigøjner – en kamp mellem to verdner
Badjao-byen i Davao City, som artikelforfatteren boede i. De bygger deres huse på samme måde, uanset hvor i Filippinerne de opholder sig.
Livet som havsigøjner – en kamp mellem to verdner
Omgivelserne er smukke, men hverdagslivet er hårdt for fiskerne. Her ses Berto om bord på sin båd sammen med sønnen Pedro.
Livet som havsigøjner – en kamp mellem to verdner
Livet som havsigøjner – en kamp mellem to verdner
Livet som havsigøjner – en kamp mellem to verdner
Edjie er byens dygtigste undervandsjæger. På sin højre fod har han en hjemmelavet finne.
Livet som havsigøjner – en kamp mellem to verdner
Her lader Issau sin harpun inden det er på tide at begive sig ned igen.
Livet som havsigøjner – en kamp mellem to verdner
Issau på vej op til overfladen. Han anses for at være byens bedste dykker. Bemærk de hjemmelavede svømmebriller.

Livet som havsigøjner

– en kamp mellem to verdner

Tekst og foto Erik Abrahamsson
Det oprindelige folk badjao er havets mestre. I århundreder har de levet på og dykket og fisket i Suluhavet i det sydlige Filippinerne. I starter af januar tog Erik Abrahamsson til Mindanao for at leve sammen med havsigøjnerne. De er fantastiske dykkere og søfolk, og de har bevaret deres traditioner trods reducerede fiskebestande og piratangreb.

Hver morgen klokken fem er der fuldt af liv i byen. Børn leger, motorer bæres ned fra hytterne, og fiskeudstyret forberedes: harpuner, svømmefødder, svømmebriller. Et stykke tid senere glider bådene ud i tidevandet, og en fisketur tager sin begyndelse. Fiskerne sidder vagtsomme i båden og stirrer ned i havet for at finde det fine, klare vand, som egner sig til fiskeri. Når de er tilfredse, tager de deres hjemmelavede svømmebriller på, lader harpunerne og ifører sig svømmefødderne af træ. De hopper i vandet og forsvinder under vandoverfladen. Efter et stykke tid dukker de op igen, spredt rundt om båden, og en mand har spiddet en fisk på spyddet. Han trækker fisken på en fiskeline, som han binder rundt om kroppen, og han dykker igen. Efter et par timers fiskeri samles mændene på båden og tilbereder den friske fisk midt under den brandvarme sol.
Fisk, både og eksotiske dykkeoplevelser – det var præcis, hvad jeg håbede på, da jeg planlagde rejsen fra Sverige og tog den første kontakt med havsigøjnerne. Jeg ville deltage i deres traditionelle levevis og se, hvordan den påvirkes af det moderne samfund. Er de tilfredse med deres liv, eller vil de tilpasse sig det omgivende samfund?
Når vi færdes på havet, sidder fiskerne stolte og oprejste midt under solen, mens jeg kryber sammen under et provisorisk halvtag, som de har lavet til mig. Jeg stikker ud. De har mørk hud, og deres hår er bleget af solen og havsaltet. Jeg er en vesterlænding, som er til søs sammen med de ”uciviliserede” og ”beskidte” havnomader. Forbipasserende stirrer overrasket på os. De spørger, om jeg er blevet kidnappet, men jeg vinker afvæbnende. Der vokser et specielt venskab frem mellem os – hver dag medfører nye møder, nye forklaringer og nye grin.

De bor i et vandsamfund
Fiskerne lever i et samfund uden for Davao City, Mindanao. De bor i høje styltehuse flere meter over vandet. Det myldrer med børn blandt pælene. De løber omkring med små træbåde, bader eller leger traditionelle lege uden computerspil og tv. Sammenlagt bor der 300 mennesker i samfundet, og de trænges sammen i omkring 40 hytter. Myndighederne har forsøgt at flytte dem til andre bosættelser, men de vender altid tilbage til havet og bygger deres huse på samme måde – de vil føle havets bølger under sig.
Opholdet hos badjao-folket går med fiskeri, svømning, dykning og leg med børn. Min opgave er at deltage så meget som muligt i det hverdagsagtige liv. Jeg skal se og lære, ikke undervise, ikke prædike om, hvordan de skal leve. De kalder mig Melikan (amerikaneren), og på trods af, at jeg fortæller dem, at jeg kommer fra Europa, så insisterer de på, at jeg er fra USA – det er et af få lande, de kender til. Børnene vil lege, og forældrene råber på mig, for at jeg skal tage fotos af deres babyer. De er enormt glade for deres børn, og jeg printer billederne ud og deler dem ud til familierne. Tre-fire personer taler engelsk, og de hjælper mig med kommunikationen....

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også