Lysekil – en smag af sommer…
I samme øjeblik jeg presser hovedet gennem halstætningen på tørdragten, slår det mig, at det er samme dragt, jeg bruger til isdykning. Og nu står jeg her i Lysekil og er ved at dø af hedeslag. Jeg får det dog bedre, da jeg sekunder efter ser, at mine kammerater lider lige så meget som jeg. Bare få minutter til, så går det derudaf med dykkerbåden. Ud på havet, hvor blæst og fart vil give os et pusterum, inden vi er fremme ved dagens første dykkested.
Normal praksis ved bådture er, at man sidder fuldt påklædt i tørdragt med lukket lynlås og med resten af udstyret liggende fint samlet og parat på dørken midt på båden. Grunden er naturligvis sikkerhed og fornuft. Med tørdragten på behøver man ikke rode med redningsveste, eftersom man både flyder og holder sig varm, hvis man falder i vandet. I dag tillader bådføreren dog, at vi må sejle uden dragt, hvis vi ønsker det. Havet er spejlblankt, det er varmt i vandet og der er redningsveste til låns. Lettet trækker jeg hurtigt tørdragten af igen. Nu føler jeg mig imidlertid endnu mere underlig, da jeg står i agterstavnen iført skiundertøj og uldsokker. En familie med småbørn går forbi på broen og børnene peger på mig, mens de spørger deres far, om jeg fryser, eftersom jeg har så meget tøj på.
Hedebølge
Det er sommeren 2003, og jeg og mine venner har noteret os, at det højtryk, som nu har varet et par uger, virker som om det kulminerer. Der er 30 grader i skyggen, hvilket ifølge nyhederne i radioen er varmere end i Athen, som om det gør oplevelsen bedre... Vandet ligger helt spejlblankt og himlen er blå uden en eneste sky. Rundt omkring os går glade mennesker og spiser is iklædt så lidt som muligt og nyder varmen, mens vi står i tørdragter og laster en dykkebåd med, hvad der i den uindviedes øjne må synes som en uendelig masse ting og sager. Et eller andet sted må noget være gået galt i systemet og mine tanker fører mig afsted til ishavet for hurtig nedkøling.
Båden lægger fra broen, og straks er vi ude på åbent vand. Med Gullmarfjordens udmunding i ryggen, går det i fuld fart ud mod dagens dykkested, Trillingerne. Stedet ligger relativt langt ude og består af flere klipper og skær med raviner og kløfter på alle mulige dybder. Inde blandt skærene er der en sælkoloni, og da vi nærmer os med båden, ser sælerne nysgerrigt og lidt sløvt på os med et udtryk som tænkte de “Nå-ja! Så er det igen tid at give plads til dykkerne”, inden de glider ned i vandet. De yngre sæler kan dog ikke rigtigt glemme, at vi er kommet til deres ø, og de fortsætter med at dukke op her og der rundt om dykkebåden. Altid på sikker afstand selvfølgelig - nysgerrige og sky som de er.
Efter lidt roderi med regulator, handsker, slanger m.m. er det på tide at rulle i vandet. Vil man ikke rulle i, kan man klatre i vandet via stigen agterude. Vandet er ret roligt og man har næsten ondt af bådføreren, som må blive tilbage i båden på denne så utroligt skønne dag på søen (bådføreren sidder ikke i tørdragt bør man måske tilføje).
i vandet Så snart vandet siver ind under hætten mærker jeg, at hjernen begynder at fungere igen. Endelig er man tilbage i vandet. Selvom dykkere blot er underlegne kopier af sæler i vandet, er det alligevel skønt at forsøge at svømme omkring så adræt som muligt. Det er relativt lavt ved ihopstedet, og vi begynder med bare at nyde solen, vandet og den gode sigt. Kan førstedagen af ferien begynde...