Maldiverne
Her er du altid tæt på havet
Gennem århundrede har søfarende, der krydsede Det Indiske Ocean betragtet Maldiverne som en samling forræderiske rev, der bare skulle undgås. Selv om man vidste, at landet rummede stor skønhed, mente man, at det var for risikabelt at nærme sig – det var alt for svært at navigere rundt i øriget. Selv den dag i dag holder søfarten sig godt på afstand. Det er en medvirkende årsag til, at Maldiverne er så uberørt, og at befolkningen stort set har fået lov til at være i fred.
Det er på en måde ironisk, at de koralrev, der gennem tiderne har holdt pirater og kolonimagter på god afstand, nu udgør Maldivernes kronjuveler.
Kigger man på Google Earth skal man meget tæt på, før man overhovedet kan få øje på noget som helst land. Maldiverne består af lidt over tusind koraløer, der er grupperet i en dobbelt kæde. Kæden løber fra syd til nord og er opdelt i sammenlagt 26 atoller. Øriget dækker 90.000 km2, men kun fire procent af arealet er land, så det er et af de mest sparsomt befolkede nationer i verden. Mens vi er ved rekorderne: Maldiverne er det mindste land i Asien, og verdens mindste muslimske nation.
Korallerne betyder alt for Maldiverne. Landet er bygget på dem og husene er bygget af dem. Desuden danner de levende koralrev en naturlig barriere, der beskytter øerne mod havet. Inde i atollerne er der store laguner, hvortil der er adgang gennem smalle strømfyldte kanaler. Tidevandet bringer næringsrigt vand op fra dybet og ind gennem kanalerne. Atollerne er én stor levende og pulserende organisme.
Maldiverne er hjemsted for omkring 2.000 forskellige arter af fisk – stort set hele repertoiret i Det Indiske Ocean og der er mange endemiske arter (altså arter, der kun lever her).
Barfodspiloter
Landet er vært for omkring 150 turistanlæg og resorts, og 85 procent af indtægten kommer fra turisme. Alle rejser til Maldiverne starter og slutter i hovedstaden Male – eller rettere i den internationale lufthavn, der ligger på øen ved siden af Male. Herfra går turen videre med vandfly, hvis man altså ikke går direkte om bord på en liveaboard fra lufthavnen.
Maldivian Air Taxi har verdens største flåde af De Haviland Twin Otters udstyret med pontoner, så de kan lande og lette overalt, hvor der er vand. Piloterne er klædt i ulastelige hvide, nystrøgne skjorter, shorts med pressefolder – og bare tæer.
De fleste resorts har dykkercentre, men nogle fungerer også som hjemmehavne og forsyningscentraler for en række liveaboards.
Resort-baseret dykning har den fordel, at man kan nyde anlæggets ofte luksuriøse faciliteter mellem dykkene, og det er selvsagt en god løsning, hvis man medbringer ikke-dykkende familiemedlemmer på rejsen. Ofte kommer man tilbage i land mellem hvert dyk, og man kan således selv sammensætte dagens program, som man ønsker. Måske dykning om morgenen, kitesurfing om eftermiddagen og måske et spa-besøg inden aftensmaden? Et dagsprogram, der er lige til at holde...