Malta – kystdykning i vragparken
En stribe vrag sænket med vilje, ofte tilgængelige fra kystlinien og placeret således, at uanset hvordan vejret er, vil du altid kunne få et godt dyk – det er blot lidt af det, der altid gør Malta til en lokkende dykkedestination. Mike Clark har dykket på fire af vragene
Weid-iz-Zurrieq er en spektakulær rende med klart dybblåt vand på Malta. Stedet er i sig selv en appetitvækkende dykkelokalitet, men hovedretten er en 3147 tons olietanker få hundrede meter ud fra kysten. Dette sted burde omdøbes til Golden Grotto.
Um El Faroud blev sænket her til ære for dykkerne i 1998 som del af et vrag-sænknings program ved Malta og Gozo, der skulle gøre øernes i forvejen berømte dykning endnu mere attraktiv. Hun blev bygget af Smith Dock of Middlesbrough i 1969 og opererede som et libysk tankskib, registreret i Tripoli indtil hun udgik af tjeneste.
I stedet for at hugge hende op, blev hun tilbudt som attraktion ved et dykkested og kom til Malta for at blive renset for farlige dele og gjort sikker for dykkere at udforske.
Desværre mistede ni maltesiske arbejdere livet da indespærret gas eksploderede, mens skibet var opankret i Grand Harbour i Valletta. Det var en tragedie, der rystede det tæt sammentømrede maltesiske samfund, hvor de fleste kendte mindst et af de stakkels ofre. Der er nu sat en mindeplade på vraget for at ære de ni arbejdere.
Um El Faroud står nu opret på en ren sandbund. Skruen befinder sig på 36 meters dybde og middeldybden ved dækket er omkring 26 meter.
Det første man ser er stævnen, der peger ud i det blå, og på grund af den fremragende sigt, kan man desuden se hele agterdelen med kahytter og overbygninger. Det er et imponerende skue, og hele dykket kan sagtens gå alene med at udforske dette område.
Og det er netop sådan Dive Deep Blue, som jeg dykkede med, arrangerer dykket. Hele morgendykket foregår på dækket lige fra fra forenden til agter, mens eftermiddagsdykket er dedikeret overbygningen med afstikkere ind til styrhuset og maskinrummet. Det er bestemt en god idé at medbringe en lygte.
På hvert af tre dyk ved dette vrag, så jeg et eller andet nyt. Det tredie dyk var en ekspedition frem til boven, og det var alle anstrengelserne værd. Den store bakke med spil på toppen og ankerkæderne løbende ud gennem klyssene, var et interessant syn, selv om ankrene var flået af.
Svømmeturen rundt om boven hvor den snorlige forstavn skærer sig direkte ned i havbunden 12 meter længere nede, var et utroligt syn. Skibet er 360 meter langt, så det var lidt af en svømmetur. På grund af dette havde vi vraget for os selv, indtil vi vendte tilbage til agterstavnen hvor de fleste dykkere tilbringer hovedparten af bundtiden.
Midtskibs så vi den enorme revne, hvor skibet nu er brækket i to dele. En større del af dækket mangler desuden som et resultat af eksplosionen, og det gør det muligt for dykkere at kigge indenfor.
Området med kahytterne i agterenden er enormt med tre etager over dæk. Her er gange at udforske og kahytstrapper at stige op langs. Turen ind i styrhuset er et must, og angående begejstring, så kan det også betale sig at inspicere områderne over og bag styrhuset. Man kan undersøge skorstenen, vragets højeste punkt, et dæk neden under og...