Malta og Gozo

En opgave, der består i at dykke på vrag både som sports- og teknisk dykker og liste de bedste, er den slags, som jeg hygger mig bedst med. Så jeg begynder med at sikre mig, at omfanget af projektet er stort nok, for vi kan ikke undlade Gozo, og der er måske snart endnu et vrag ud for Comino. Jeg sidder med den seneste version af Peter Lemons bog Scuba Diving ­– Malta, Gozo, Comino, og begynder at lave lister. Der er stadig en del vrag, jeg ikke har dykket på. Dels fordi jeg endnu ikke har dykket teknisk på Malta og Gozo – og dels fordi i ét tilfælde var vraget endnu ikke sunket, da jeg var der sidst. Det er en god undskyldning for at tage tilbage og denne gang medbringe en rebreather, så jeg kan lave afslappende teknisk dykning, uden at det koster en formue til helium. Samtidig kan jeg få en del mere bundtid på de vrag, der kan nås af scubadykkere, men jeg skal stadig fastsætte en grænse og beslutter ikke at gå ikke dybere end 75 meter.

Bevingede vrag
Jeg ankommer til dykkercentret Oxygène Malta veludhvilet fra flyveturen, men vil alligevel starte med noget, der ikke er alt for krævende. Godt nok havde jeg en god flyvetur med Air Malta, men blev mit udstyr behandlet lige så venligt af bagageservicen?
Vi laster udstyret om bord på Kaptajn Jasons båd Delfino, og drager af sted ud mod vraget af et Bristol Blenheim bombefly, der smuttede den 13. december 1941. På 38 meters dybde med en optimal nitroxblanding har jeg gode 25 minutter på vraget uden tvungne deko-stop. Dette vrag består mest af stjernemotorer og vinge samt en del af skrogets bagende, der er bukket fremover mod cockpittet. Styrbords motor har en bøjet propel, mens propellen på bagbord maskine blev skudt væk af den angribende italienske Macchi C200 fighter. Det er et fint lille vrag, der fortjener at komme på min liste.

Turens dybeste vrag
Et par meter dybere er HMS Hellespont, en dampdrevet slæbebåd, der blev sænket i havnen under et luftangreb 6. april 1942. Herefter blev det hævet og sænket igen lidt uden for havnen på 42 meter. Det meste af ødelæggelsen er sket på forreste del af skibet. Et pænt ror står lige foran skafterne på skovlhjulene midtskibs. Selve skovlhjulene er fjernet, men skaftet og motoren er der stadig.
Typisk god middelhavssigt giver mulighed for at nyde et vrag, der ville være ganske velbesøgt, hvis det lå ud for Brighton eller Weymouth. Endnu en god kandidat.
Efter at være faldet mere til, bevæger jeg mig videre til turens dybeste vrag, en Hunt-class destroyer ved navn HMS Southwold, der blev spræng i to dele af en flydemine den 23. marts 1942. Med de to separerede halvdele er Southwold faktisk to dyk, men det tæller stadig kun for ét dyk, så jeg vælger at dykke på den opretstående stævn på 73 meters dybde.
Vraget ligger dybt nok til at befinde sig under algevæksten, der ellers dominerer de lavereliggende vragdyk, men det har svampe, der føjer skarpe farver til...