Mauritius

Skorpionfiskens familie er relativ stor. Omkring 172 forskellige arter kan prale med medlemskab af den. Ret så mange af dem synes at leve på det lille vrag med navnet Tug II på læsiden af Vestmauritius. Det var ikke gået op for mig hvor vidt forgrenet familien er. Nogle af de almindeligste arters fjerne slægtninge ser fuldstændigt bizarre ud. Tænk hvis man fik sådan en til nabo! Det blotte udseende ville gøre, at man med det samme ringede til de sociale myndigheder.
Jeg listede mig forsigtigt frem mellem de tilsyneladende truende beboere på det 30 meter lange åbne vrag. Vraget blev sænket med vilje for 25 år siden. Nu er det et af mange små kunstige rev omkring Mauritius. Enhver skabning så ud til at være bevæbnet over det hele med lange giftige pigge. Og de var præcis så selvsikre som våbenarsenalet gav dem ret til.
For det første var hele vraget indhyllet i dragefisk i enhver størrelse. Dragefisk er selvfølgelig en slags skorpionfisk. Deres hvasse pigge kan injicere en svag gift. Offeret får smerte og hævelse og der kan komme infektion. Fiskene stikker kun, hvis man irriterer dem meget. Men dragefiskene på Tug II havde evnen til at snige sig om bag en, hvis man blev for længe på samme sted. Med deres samurai-lignende fremtræden er dragefisk altid interessante at se på – og vigtige at holde et vågent øje med.

Velkendt mester
Normal forestiller vi os, at skorpionfisk er store og bærer et yppigt skrud af lange giftige pigge i ryg-, bug- og gatfinne. Disse var der masser af i det åbne vrag. Jeg så ingen stenfisk. Men det er netop problemet med stenfisk. Man ser dem ikke. Derimod så jeg præcis det, som jeg blev opfordret til at holde udkig efter – to små, men fascinerende medlemmer af familiens Rhinopias-gren. Nemlig tang-skorpionfisken og Mauritius-skorpionfisken. Som navnet antyder har den tanglignende variant lidt specielle finnemembraner. De får fisken til at ligne en sønderslidt tangdusk. Det lykkedes mig ikke at få øje på den under mit første dyk på vraget. På mit andet besøg så jeg fisken hinke af sted over det hvide sand ved agterstavnen. Den var laksefarvet med store pletter. Den sås meget tydeligt mod sandet.
Mauritius-skorpionfisken har fået sit videnskabelige navn efter den amerikanske fiskeforsker William Eschmeyer. Den lå bare nogle meter væk oppe på agterspejlet. Artens mest fremtrædende finner ligner faktisk fiskefinner som vi forestiller os dem. Alligevel ser fisken højst besynderlig ud. Gråbrune og grønne alger dækker vraget. Blandt dem er den knap nok synlig; lige til man retter lygten mod den. Så fremtræder fisken i lysende orange, gult og rosa mod det grønne.
Alle syntes at være meget ophidsede over de to Rhinopias-arter. Derfor må jeg gå ud fra, at de er sjældne.
På senere dyk ville jeg få mange andre mærkværdige skorpionfisk at se. De havde navne som løv- eller djævle-et-eller-andet. Vi mødte også pukkelrygget skorpionfisk – en velkendt mester i...