Moalboal

Jeg parkerer mine klip-klappere ved indgangen til baren og lader mine vinterblege fødder synke ned i det lyse koralsand, der dækker gulvet. Jeg konstaterer, at mine fødder har samme farve som underlaget. Pyt med det, tænker jeg. De har garanteret en anden kulør, når ugen er gået. Jeg har slået mig ned i Kasai Rock Bar – resortets smugkro. Men baren har ikke fået sit navn fra musikken, som konstant strømmer ud af højtalerne, men fordi den ligger på en klippeafsats helt ud til havet. Solen er netop gået ned og maler nu himlen i flammende farver, som skifter fra orange til lilla. Selvom det er aften, er temperaturen ikke faldet til mere end 26-27 grader. Det får snart får kondensvandet til at sætte sig som perler på glasset med min iskolde øl. Lige nu synes den europæiske vinter at være meget langt borte, og jeg hører bølgerne slå mod klipperne, og jeg ved at dykningen venter.

Næste dag
Klokken er halv otte om morgenen og dagens første vindpust får palmernes blade til at sprede deres fine raslen, en lyd, som altid er forbundet med eksotiske rejsemål. Oppe fra restauranten på anden etage har man milevid udsigt over Tanon Strait, sundet, som skiller Cebu fra naboøen Negros mod vest. Samtidig med, at min morgenmad, i form af frisk mango-juice og bananpandekager serveres, ser jeg en hvid dykkebåd runde pynten. På skroget kan jeg ane navnet Karylle II. Hun er en klassisk banca med dobbelte udriggere og plads til 10 dykkere.
På dykkekortet over Moalboal findes omkring 20 navngivne steder og det tager mellem 10-45 minutter at nå dem. En typisk dykkedag på Kasai Village Resort består af afgang omkring klokken ni med to dyk om formiddagen, tilbage for at spise frokost og derefter et eftermiddagsdyk samt et natdyk for dem, der har lyst.

Svømmende ragekniv
En gang om ugen dykker man et skumringsdyk på Talisai Reef. Her findes nemlig nogle beboere, som helst kommer frem lige når solen dypper sig i havet. Stedet er populært, og da vi kommer frem til bøjen, ligger der allerede en banca fortøjet. Eftersom gæsterne fra den anden dykkebåd allerede er i vandet, tager vi det roligt og venter ti minutter, før vi gør os klar. Sigten her ved halvøens sydspids er som regel intet at skrive hjem om, og det gælder også denne aften. Vi må slå os til tåls med ti meter, men mere end dette behøves egentlig ikke, for de skabninger, som vi er kommet for at se, passer bedst til makro.
Efter at være rullet i vandet, svømmer vi ind til revskråningen og bevæger os stille sydpå. Det svindende sollys gør, at landskabet ser lidt forladt ud. Fiskene fra dagholdet er gået hjem og natholdet er endnu ikke dukket op. Så tænder jeg lygten og det varer ikke længe før jeg ser nogle bajonetfisk i en rød koralbusk. De står i deres klassiske lodrette positur med hovedet nedad samtidig med, at de konstant vinkler kroppen fra side til side for at gøre sig så usynlige som muligt for det tiltænkte bytte.