Naturklumme

Lagdeling af vandmasserne har stor betydning for danske farvandes økologi. Her kan du lære mere om de såkaldte termokliner og deres betydning for havet.
Vi har netop forladt overfladen med kurs mod havets bund. Vandet er grågrønligt og relativt varmt. Pludselig mærker vi, hvordan kroppen omsluttes af isnende kulde. Sigtbarheden er ikke blevet ringere, men det er alligevel som om, man ikke kan se helt tydeligt gennem vandet foran masken. Vi har ramt det såkaldte springlag, og under denne usynlige grænse venter det kolde gys.
Langt de fleste dykkere har en eller flere gange stiftet bekendtskab med springlaget. Efter en halv time neddykket i det iskolde bundvand, kan det være en sand fornøjelse at vende tilbage til de varmere, øvre vandmasser.

Typer af springlag
Det er ikke kun forskelle i temperatur, som kan skabe lagdeling af vandmasser i havet.
Når vandtemperaturen ændres drastisk over et kort dybdeinterval taler man om en termoklin. Vandets densitet kan være meget forskellig umiddelbart over og under termoklinen. Det varmeste vand har den laveste densitet, og vil derfor lægge sig ovenpå det køligere bundvand. Denne lagdeling sker automatisk i løbet af forårs- og sommermånederne, når solen varmer havoverfladen op.
Når vandets saltholdighed (salinitet) ændres drastisk over et lille dybdeinterval taler man om en haloklin. Ligesom det er tilfældet med temperaturen, kan også saltholdigheden være meget forskellig umiddelbart over og under haloklinen. Når havvand blandes med ferskvand, hvilket sker i stor stil i fx Østersøen, hvor mange store floder har deres udløb, vil saltholdigheden falde og derved vil vandets densitet også falde.
Østersøen tilføres årligt omkring 470 kubikkilometer ferskvand fra floder i hhv. Sverige, Finland og Østeuropa. Det mindst saltholdige vand lægger sig oven på det mere saltholdige bundvand, og derved opstår en karakteristisk lagdeling.
Betydningen af springlag
Lagdelingen af vandmasserne har stor betydning for både biologiske, fysiske og kemiske faktorer i havet. Den øverste vandmasse har altid en lavere densitet end den nederste, og strømretningerne i de to masser kan være helt forskellige. Indholdet af hhv. ilt og næringssalte kan også være meget forskelligt i de to vandlag, da der pga. lagdelingen ikke sker meget transport gennem hele vandsøjlen.
Iltsvind i indre, danske farvande indtræffer oftest i sensommeren, hvor lagdelingen stadig er meget markant. Fytoplankton fra de øvre vandmasser vil i løbet af sommeren synke til bunds og gå i forrådnelse. Det er en proces, der kræver masser af ilt. Da vandet er lagdelt, og da der derfor ikke sker transport af ilt fra overfladevandet til bundvandet, bliver al ilten i bundvandet hurtigt brugt op.