Naturklumme
– livet i saltvand
Alle havets organismer har på forskellig vis udviklet metoder til at overleve i det salte vand. Essentielt for alle organismer er at opretholde et passende indre miljø, så kroppen kan fungere, uanset hvordan de ydre forhold er. Her kan du lære hvordan liv kan eksistere i saltvand.
Saltets problematik
Mange enzymer og andre organiske molekyler er særdeles følsomme overfor ændringer i saltkoncentrationen (salinitet). Marine organismer lever med andre ord i et medium, der potentielt set kan ændre og ødelægge deres stofskifte. For fuldt ud at forstå problemerne ved høj salinitet, må man kende lidt til, hvordan opløste ioner og molekyler opfører sig.
Diffusion og osmose
I opløsning bevæger ioner og molekyler sig frit rundt, og de vil altid bevæge sig fra områder med høj koncentration til områder med lav koncentration og dermed udligne forskellen. Denne proces kaldes for diffusion. For at undgå, at opkoncentrerede molekyler i cellen (aminosyrer, ATP og næringsstoffer) skal diffundere ud af cellen, omgiver cellerne sig med en halvgennemtrængelig (semipermeabel) cellemembran, som kun tillader visse ioner og molekyler at trænge ind og ud af cellen.
Selv om den semipermeable membran løser problemet med diffusionen af ioner og organiske molekyler, skaber den et andet problem. Vand kan frit bevæge sig over cellemembranen, og hvis den totale koncentration af opløste stoffer er højere inde i celler end uden for, vil vandet trænge ind i cellen og forårsage opsvulmning og evt. brist af cellen. Og modsat vil cellen miste vand og skrumpe, hvis saltkoncentrationen er høj på cellens yderside. Diffusionen af vand over en semipermeabel membran kaldes for osmose.
Regulering af salt- og vandbalancen
Marine organismer formår på forskellig vis at opretholde vand- og saltbalancen.
Nogle organismer lader deres indre koncentrationer ændrer sig med saliniteten af det omgivende vand. Sådanne organismer kaldes for osmokonformere. Osmokonformerne bliver i habitater hvor saliniteten af havvandet matcher deres indre cellemiljø, da de ellers vil få osmotiske problemer.
Andre organismer osmoregulerer, dvs. kontrollerer deres indre koncentrationer for at undgå osmotiske problemer. Én måde at ændre den totale indre koncentration, er ved at ændre mængden af bare ét bestemt molekyle. Fx osmoregulerer hajer ved at øge eller sænke mængden af urinstoffet urea i deres blod.
De fleste marine fisk har betydelig lavere koncentration i kropsvæskerne end i det omgivende havvand, og mister derfor vand ved osmose. De erstatter det tabte vand ved at drikke havvand, og udskiller derefter overskydende salt gennem urinen og gennem gællerne. Derudover bevarer de vandet i kroppen ved kun at producere en meget lille og meget koncentreret mængde urin.
Marine fugle og krybdyr har specielle celler eller kirtler, som udskiller salt. Marine planter og de fleste alger har...