DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV

  Viden  Vetenskap
Oxygen – Dykningens gasarter
Oxygen – Dykningens gasarter
1 af 1

Oxygen

Dykningens gasarter

Tekst: Jesper Kjøller Grafik: Charly Nielsen
I denne artikelserie kan du genopfriske tidligere lærdom samt forhåbentlig tilføje endnu en par aspekter. Vi har i de sidste fem numre gennemgået de basale grundlove og deres ophavsmænds liv og levned. Nu vi vil interessere os for dykningens gasarter og starte med den vigtigste: oxygen.

Vi slipper desværre nok aldrig helt af med misforståelsen i den brede offentlighed om dykning og ilt (oxygen). Næsten hver gang dykkere omtales i medierne, hører man fx om deres iltflasker. Når vi reagerer så kraftigt på denne vildfarelse, er det naturligvis, fordi vi dykkere udmærket ved, at ilt under større tryk både er giftigt og ret brandnærende. Og vi ved, at det er atmosfærisk luft eller måske nitrox eller trimix, vi normalt dykker med. Og vi ved, at vi altid forsøger at begrænse mængden af ilt i forhold til dykkedybden.

Den gode
Ilt eller oxygen, som gasarten bør kaldes, hvis man vil være korrekt, er et grundstof med betegnelsen O og atomnummer 8. Stoffet optræder ofte som O2, da oxygenmolekylerne ofte forekommer parvis. Oxygen er et meget aktivt stof, der sammen med andre grundstoffer danner en lang række kemiske forbindelser på jorden. Det er en af de mest almindelige stoffer på kloden, bl.a. takket være de astronomiske mængder af planteplankton i verdenshavenes lyszone. Disse organismer producerer 85 % af oxygenet i atmosfæren, og uden dem var livet på jorden ikke mulig. I almindelig atmosfærisk luft er der knap 21 % oxygen. Det er faktisk lidt mere, end der behøvede at være, da vi egentlig kan nøjes med 15-16 %.
Oxygen er et mærkeligt stof i relation til den menneskelige fysiologi, da vi hverken kan tåle for lidt eller for meget af det. Vi skal som bekendt have oxygen hele tiden, ellers dør vi. Men får vi for meget, kan vi også komme galt af sted.
Alle celler i kroppen har behov for oxygen, der jo indgår i vores forbrænding. Nogle væv kan tale fraværet af ilt i op til et par timer, mens andre – fx nerve- og hjerneceller – dør efter ganske få minutter.

Den onde
Oxygen er ikke brandfarligt i sig selv, men til gengæld er det stærkt brandnærende. Forbrænding kan slet ikke finde sted uden tilstedeværelsen af oxygen. Er der på den anden side oxygen og varme nok, kan alt brænde. Forbrænding finder sted i forskellige hastigheder. Langsom forbrænding kaldes også for rust (oxydering). Ild er et eksempel på hurtigere forbrænding og eksplosion er den hurtigste.
Ren oxygen skal behandles med stor forsigtighed. Der skal ikke meget varme eller brandbart materiale til, før vi har balladen.

Og den grusomme
Vi får for meget, hvis vi indånder ren oxygen i meget lang tid, eller hvis vi indånder oxygen med for stort partialtryk. Så bliver oxygenet skadeligt og ligefrem giftig. Forsøg og praksis har vist, at vi kan tolerere et oxygenpartialtryk (ppO2) på op til 1,6 bar. Normalt ånder vi på landjorden oxygen med et ppO2 på 0,21 bar (svarende til de 21 % oxygen i luft). Tager vi luft med under vandet stiger partialtrykket og vi opnår grænsen på 66 meter. (Trykket på 66 meter er 7,6 bar x 0,21 = 1,6 ppO2). Dette er en af årsagerne til, at dyb dykning med luft er en dårlig ide.
Værre bliver det med nitrox, der jo netop forøger...

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også