Panik

Den græske gud Pan (ham med panfløjten) kunne nedkalde pludselig og irrationel skræk over sine fjender. Derfor har denne ukontrollerede følelse af dødsangst fået navnet panik.
Prøv at forestille dig en stress-skala fra 1 til 10. Tallet 1 betegner den totale harmoni, der er præget af overskud, kontrol og afspænding. Du nyder dykket i fulde drag, du er i balance og 100 procent fokuseret. Dit åndedræt er langsomt, dybt og roligt og din puls er ikke meget højere end når du sidder i en lænestol.
I den anden ende af skalaen betegner tallet 10 den totale panik. Du har givet fuldstændig slip på al rationel tankegang. Dit åndedræt er hurtigt og overfladisk, og din puls buldrer af sted i det røde felt. Du opfatter overhovedet ikke, hvad der sker omkring dig. Din hjerne formår i hvert fald ikke at behandle informationerne logisk. I stedet ser du alt og alle som direkte trusler mod din overlevelse. Din krybdyrhjerne har taget over og den skriger: Kæmp! Flygt!
På alle dyk gælder det om hele tiden at holde sig så tæt på 1 og så langt fra 10 som muligt. Når du fx mærker, at du befinder dig midt på skalaen, hvor en anelse utryghed begynder at snige sig ind, og hvor du trækker vejret mere overfladisk, er det på tide at gribe ind og bevidst få ro på situationen, så den ikke stikker af fra dig.
Ved hele tiden at mærke efter og analysere, kan du bevidst stoppe dig selv, hvis du opdager, at du er ved at krybe op ad skalaen. Pointen er nemlig, at du både fysisk og mentalt kan påvirke dit aktuelle stressniveau og sikre, at det hele tiden ligger i den rigtige ende af skalaen – helst så lavt som muligt, men som vi skal se, kan det også være nødvendigt at lade stressniveauet krybe et par trin op ad skalaen engang imellem.

Komfortzonen
Når vi starter med at dykke, bevæger vi os uden for vores komfortzone. Det er dybest set unaturligt at opholde sig under vandet og trække vejret gennem noget teknologisk isenkram. Derfor er det egentlig en sund og naturlig reaktion at have en vis portion skepsis med sig på de første par dyk. Tænk tilbage på din allerførste vejrtrækning med scuba. Tog du ikke de indledende indåndinger med en vis forsigtighed og vantro?
Første gang vi får vand i masken, reagerer vi med noget, der ligner dødsangst, men efter med succes at have tømt masken et par gange, slapper vi mere af. Efter et par dyk, har vi udvidet vores komfortzone og betragter ikke længere vand i masken som en trussel mod vores eksistens, men som en trivialitet, der blot skal håndteres.
Enhver udvikling i vores rutine- og erfaringsniveau handler altså om at bevæge os langsomt og kontrolleret ud af komfortzonen – for dermed at udvide den.
Hvis vi aldrig tillader vores stressniveau at stige en anelse, fx i forbindelse med det første natdyk, det første dybere dyk, det første dyk i hajfyldt farvand etc., så får vi aldrig udvidet vores grænser. Vi er tvunget til for tid og evighed at dykke i det...