Pozo Azul

Bonk! Av! Jeg sætter farten drastisk ned. Jeg føler mig som en bokser, der lige har fået en uppercut. Jeg strækker forsigtigt halsen fra side til side og overvejer om jeg har fået piskesmæld. Sigten er kun halvanden meter, og jeg er knaldet direkte ind i et stykke klippe, der stikker ned fra hulens loft. Mit hoved gør nas. Gudskelov for hjelmen. Scooteren fejler ikke noget, og heldigvis er der ikke andre, der har set, hvor klodset jeg har båret mig ad. Jeg sværger, at jeg fremover vil styre uden om den klippe.
Jeg er i på vej ind i Pozo Azul, (det udtales potho athool, og betyder blå hul). Tidligere var dette kendt som det længste huledyk i Spanien, men nu kandiderer Pozo Azul til verdens længste huledyk.
Det er et fantastisk smukt sted, som findes godt skjult tæt på den lille landsby Covanera mellem Santander og Burgos i Nordspanien. En uge senere kommer denne, den mest vovede huledykningsekspedition i historien, til at stå over for sandhedens time.
Jeg har udforsket huler hele mit liv, men aldrig på så højt teknisk niveau som dette. Dag efter dag har et stort hold af engelske, spanske og hollandske hjælpere knoklet derudad med at få alt på plads til en udforskning, der i størrelsesorden minder om en NASA space mission.
Hvis man skal sammenligne med andre vigtige udforskninger, må man have fat i historien. I starten af 1900’tallet gjaldt det kampen om at nå sydpolen og i 1953 handlede det om at besejre Mount Everest. De bestræbelser, jeg er vidne til her, er lige så ultimative, og de gutter, hvis udforskning, jeg er supportdykker for, er de bedste, der findes. Ligesom Amundsen i 1911 og Hilary/Tensing i 1953 er de ekstremt kompetente.
Når man første gang møder ekspeditionslederne englænderne,Jason Mallinson, Rick Stanton samt John Volanthen og hollænderen Rene Houben, vil man aldrig kunne gætte, hvad disse gutter laver. De er stille og rolige. De er som isbjerge. Over vandet ser du kun en lille del – men under overfladen er der ufattelige ressourcer og styrke gemt.
På dette niveau handler det først og fremmest om erfaring, men selv efter at have beskæftiget med mig med huledykning i snart 40 år, har jeg svært ved at fatte, hvad det er, disse fyre har tænkt sig at kaste sig ud i.

God forberedelse
Jeg cruiser videre gennem det plumrede vand og overvejer, hvad missionen går ud på, samt de enorme forberedelser og alle de usikkerhedsmomenter, der indgår.
For to måneder siden var vi alle i Sydfrankrig, hvor Rick, Jason, John og Rene var samlet til et andet monumentalt projekt i Doux de Coly-hulen i nærheden af byen Brive. Den ekspedition havde krævet måneders forberedelse, men efter mange dages opsætning måtte gutterne se nederlaget i øjnene. Styrtregn en måned tidligere havde valgt netop den periode til at strømme gennem hulen og det havde reduceret sigten til mindre end et par meter. Det så skidt ud på det tidspunkt, men det skulle vise sig at være en god...