Rick Stanton

Det er ikke ofte, at Rick Stanton er forlegen, men der var stor vildrede lige før han opdagede den passage, der ville føre ham til enden af et banebrydende huledyk i Wookey Hole i Somerset.
– Problemet er, at vi overså det helt åbenlyse, og derfor ikke kunne finde passagen, husker Rick.
– Alle fokuserede på den venstre side af hulen – der hvor de troede, at hulen endte. Men på højre side var der en lille åbning i hulevæggen. Man kunne endda se den på filmoptagelserne. Hulen endte ikke her, fortæller han
Rick besøgte Copenhagen Diveshow sidste år og publikum fik en enestående indsigt i de problemer og den praksis, som er del af sådan en ekspedition.
– Når folk ser en tom væg, så tror de, at det er enden af hulen, siger Rick.
– De er presset til det sidste og de ønsker at finde enden, så de kan sige: ”Nu kan vi vende om.”
– Det som én ser som enden af hulen, kan for en anden se ud som starten på en passage. Man er nødt til at tænke: ”Ok, jeg har måske allerede lagt en masse bag mig, men lad os se på dette sted som begyndelsen af hulen og spørge – hvordan kommer vi videre?”
– I Wookey sagde alle, at vejen videre frem var fuldstændig åbenlys, da jeg først havde udpeget den for dem. Bunker af folk havde set filmoptagelserne, men de havde bare ikke set åbningen. Jeg tror, at det er det som motiverer mig – at opdage det åbenlyse.

Selvlært huledykker
Jeg fornemmede, at der var flere historier i Rick, så jeg spurgte ham om tiden inden han overhovedet havde hørt om dykning og huler.
– Jeg gik i skole. Jeg var omkring 16-17 år og jeg havde allerede vandret en del i bjerge. Jeg mødte en fyr, der havde udforsket huler som spejder og jeg blev ret misundelig på ham, husker Rick.
– Jeg kan huske at jeg tænkte: ”Sådan noget vil jeg også prøve.” Men det afgørende øjeblik kom først, da min mor kaldte på mig for at se et tv-program om to dykkere, der foretog det dengang længste huledyk i verden. Efter at have set programmet, vidste jeg bare, at huledykning lige var noget for mig.
På universitetet fik Rick mulighed for at komme videre ved både at tilmelde sig en dykker- og en huleforskerklub.
– Jeg har en smule dårlig samvittighed i dag. Jeg lærte at dykke i et bassin og gik til alle teoritimerne, men jeg bestod aldrig kurset. Jeg tog ikke med ud på et eneste dyk med klubben. Jeg fik dog venner i huleklubben og jeg var med på en masse huleekspeditioner, så de eneste gange, jeg dykkede, var når jeg fridykkede gennem vandfyldte passager.
Men nogle vandpassager var for lange at fridykke gennem. Rick fandt imidlertid løsningen, da han skulle købe en ny våddragt.
– I butikken havde de en lille flaske, så alt hvad jeg behøvede var et regulatorsæt. Jeg lærte derefter mig selv at dykke i floden Lune i Yorkshire, og begyndte at bruge dykkeudstyret i huler med vandfyldte kamre...