Saltstraumen
– dykning med tidevandstabel
Båden fra Saltstraumen Dykkesenter henter os ved broen på minuttet som aftalt med vores dykkeguide Fredric Ihrsen. Vi har allerede iført os fuldt udstyr. Den finske dykker Pekka skal med, og han kæmper stadig med at trække i dragten. Hvis vi bliver forsinkede, kan vi ikke gennemføre dykket, så han begynder at blive stresset. Vi hiver både ham og resten af hans udrustning ned i båden. Strømmen venter ikke. Vi skal af sted.
På vej mod dykkestedet kommer resten af hans udrustning på plads, og snart er alle klar til dykning. På et givet signal vælter vi i vandet samtidigt, og vi svømmer hurtigt ind til land, hvor strømmen er svagere. Der venter vi lidt, mens Fredric dykker et par meter ned og tjekker strømmen. Han kommer tilbage til overfladen med besked om, at vi stadig skal vente lidt. I Saltstraumen dykker man helst præcis, når strømmen vender. Det har den ikke gjort endnu.
Dykning i otte knob
– Vi følger tidevandstabellen, men sommetider er den ikke tilstrækkelig præcis, så derfor tjekker vi altid. Man kan ikke se, hvordan strømmene opfører sig ved bare at kigge gennem overfladen. Et stykke nede kan det være helt anderledes, så derfor er vi med for at guide dykket, forklarer Fredric. Jeg spørger ham, hvor stærk strømmen kan være, når man dykker. – Det er svært at sige. Omkring tre knob eller mere, men måske op til syv-otte knob på de mere ekstreme dyk. Det meste af tiden er det mindre, så vi bare glider frem, siger Fredric.
Vi ligger i overfladen og småsnakker lidt. Et par minutter senere er strømmen klar til at tage imod os. Vi synker ned mellem store flagrende tangblade på dykkestedet Tunnelen. Strømmen er tydeligt at mærke de første par meter. Fra ti meters dybde stilner den lidt af. Vi driver sagte og udramatisk langs væggen, der er fuldstændig dækket af usædvanligt store og farvestrålende hav-nelliker, søroser og dødningehånd. Det er umuligt at finde en kvadratmillimeter ledig plads der! Fiskemylderet er utroligt, og der er næppe noget andet sted i Norge, der kan måle sig med dette. Store stimer af sej jager forbi os, og fladfiskene patruljerer stedkendt langs bunden. Der møder vi også masser af løje og ubekymrede torsk. De svømmer helt op i dykkermasken for at kigge ind. Et par stålgrå havkatte ligger ude på den åbne bund på 20-25 meter, og de flygter i sandhed aldrig, så man kan komme så tæt på, som man vil. Er man rigtig modig, kan man klø dem på ryggen. Sommetider møder man også helleflynder.
Nu finder vi det, vi leder efter – en tunnel i klippevæggen. Egentlig er det en kæmpegryde – fem meter lang og to meter bred. Gryden er blevet slebet i klippen af vandet gennem tiderne. Tunnelen er helt tapetseret med anemoner indvendigt. Af praktiske årsager er vi blevet opfordret til at svømme opad og ikke nedad. Derfor går vi yderligere et par meter ned, hvorefter vi glider ind i hullet på 30 meter én efter én. Vi svæver op gennem den smukke tunnel og kommer ud igen på 25 meter...