Saltstraumen

►Rejsen hertil var ikke billig, og det allerbedste havde formentlig været, at tage turen op i bil og gøre dykning til en del af ferien i Norge. Selv hvis du skulle ligge inde med en bunke SAS-point til at booke flybilletter, vil det være en betydelig omkostning. Under alle omstændigheder var vores plan at tage hertil med nogle venner og dykke i tre dage. Vi ankom i midten af ​​september og det var stadig lidt indian summer, solrigt og næsten vindstille. Vi satte os ned med en kop kaffe og spurgte til, hvordan tingenes tilstand var. Hvordan stod det til med fiskebestanden, hvad kunne man håbe på at se, og var der stadig lige så mange fiskeliner at hente op fra dybet?

Det hele begyndte med, at Fredric meddelte os, at han alligevel ikke kunne være vores guide. Vi skulle i stedet dykke med Borghild, hvilket vi velvilligt takkede ja til.

Hun ved rigtig meget om det marine liv, og hun har tidligere guidet os. Fredric viste os sin hånd, og en af fingrene var stadig hævet og lilla. På det seneste dyk havde han indsamlet mange fiskesnører, og han fik desværre en krog i fingeren. Det endte med hospital og antibiotika i drop – og selvfølgelig med dykkeforbud i et par dage.

Interessekonflikt
Står man udenfor dykkercentret, ser man en træplade fyldt med alle slags fiskeagn. Fredric fortæller, at de indtil videre i år har samlet 135 kg bly op, og det stopper jo ikke her. Sidste år var rekorden 268,5 kg bly. De har i mange år været tilsluttet PADI Project Aware og har "adopteret" deres eget område, som de prøver at beskytte. De tager fiskeliner med op hver gang de dykker, og man kan følge udviklingen på et kort. De har altid en plastikflaske med for at samle affaldet op – eller "søpplet", som Fredric siger. Han er egentlig svensk, men taler nu lidt "svorsk".

Han og Borghild har i mange år engageret sig i at beskytte det marine liv, som dykkerne kommer her for. På samme tid øges mængden af skrald fra fisketuristerne stadig mere, og de når ikke at "holde det rent" for fiskeliner i den takt som der bliver rodet til med nyt. Ingen i kommunen handler på det, selvom problemet er kendt. Der er en løbende interessekonflikt mellem dykkere og lystfiskere, og formentlig også turistindustrien. En yderligere trussel er harpunfiskere, der opfører sig som trofæjægere. De dukker op ud af ingenting, fridykker ned og går efter at tage de største fisk. Så forsvinder de igen. Alt foregår helt lovligt, fordi harpunfiskeri ikke er forbudt i Norge.

En fælles overenskomst
Desværre er havkattearten mest truet, da den ofte ligger stille i sin lille grotte på ikke alt for stor dybde. Fredric og Borghild, samt alle dykkerklubber og dykkere i området, har en fælles aftale om ikke at jage havkatte i Saltstraumen. Men for at forstå hvorfor vi skal beskytte netop havkatten, skal vi forstå hvordan den lever, så vi kan give den lidt fred.

"At bevare lige så mange havkatte i Saltstraumen som tidligere, sker...