I sansernes verden
- Loïc Leferme
Jeg er ikke noget konkurrencemenneske. Det var noget af det første, Loïc Leferme fortalte mig, da jeg mødte ham til en international fridykkerkonkurrence, hvor han ikke selv deltog, men var medarrangør. Det var første gang jeg mødte ham og jeg kunne ikke lade være med at tænke: hvorfor i alverden så lave verdensrekorder? Spørgsmålet om hvorfor nogen vil bevæge sig så dybt, er vel nok det, der optager og fascinerer de fleste mennesker. Nu her et par formiddage senere prøver han at forklare mig:
– Børn er en måde at overføre den måde hvorpå vi lever vores liv på jorden. Ved at sætte børn i verden forsvinder vi ikke helt, når vi dør. En verdensrekord er bare et tal, der senere hen vil blive slået, men jeg håber folk vil tænke på mig som en, der bidrog med noget til fridykning og opfattelsen af det at være menneske. At folk vil tænke på måden, jeg gjorde det på. Jeg vil gerne give min viden videre. Jeg kan ikke lave en rekord udelukkende for min egen skyld – jeg bliver nødt til at føle, at jeg giver noget videre om måden at dykke dybere på, fortæller han.
Han sidder i modlys med de åbne, mintgrønne skodder bag sig. Sammen med det stærke sollys vidner det om, hvor i verden vi befinder os: i en lejlighed bag havnen i Nice, hvor de provencalske pastelfarver er allestedsnærværende. De smalle kindben tegner sig som silhuetter mens han taler.
– Hvorfor jeg dykker så dybt, er et svært spørgsmål at besvare, for der er mange forskellige svar, men det mest overskyggende er, at jeg ikke vil forsvinde. Mange mennesker er interesseret i denne sport, fordi den er dramatisk i den forstand, at man kommer tættere på døden. Jeg vil gerne undgå at separere liv og død. Livet er ikke som en bil fuld af sikkerhedsudstyr og airbags. Det bliver alligevel aldrig helt sikkert at køre bil. Når jeg nærmer mig døden bliver min egen eksistens tydeligere for mig. Det er den samme kraft jeg mærker både på mine vandreture i bjergene og når jeg fridykker.
Når jeg dykker dybt føler jeg, at jeg føjer liv og død sammen, så de befinder sig op og ned ad hinanden – og det er sådan det bør være. Jeg har på ingen måde et dødsønske, men jeg holder af at gøre noget muligt, som mange tror er umuligt. Jeg holder af at sætte mig et mål og nå det. Så kan man udvikle sig hen imod det. Man må ikke se på det som en verdensrekord, men et eventyr i dybden.
– Verdensrekorden er en måde at få anerkendelse på. Det er vigtigt at være klar over. Når man laver en rekord får man social anerkendelse af ligesindede. Jeg er ikke noget overmenneske. Jeg arbejder i ti måneder for at lave en verdensrekord, så er det vigtigt, at jeg opnår anerkendelse for de ti måneder.
Fire minutters egotrip
Koncentration er et vigtigt element i fridykning, man må oparbejde en evne til at koncentrere sig i løbet af ingen tid – skabe et fokus. Det dur ikke med en klynkende atlet, der bliver hylet ud af den ved det mindste. Man må øve sig i...