Similan Islands

Strømmen er hele tiden tilstedeværende her ved East of Eden, hvor vi laver vores første dyk på turen efter i nattens løb at være sejlet til Similan fra Phuket. Strømmen giver en transportmulighed som på et rullende fortov, der bringer os ubesværet henover landskabet. Bunden skråner blidt og ofte er der nøgne områder med sand. Spredte koralknolde stikker op hist og her og giver læ til gigantiske stimer af fejere (glass fish). I modsætning til fx Rødehavet, er de her delvis ude i det fri og gemmer sig ikke for lyset i huller og sprækker – de gemmer sig kun for strømmen. Og der er mange – nogle steder er de nærmest i vejen, når jeg vil fotografere de større fisk, der hænger ud i nærheden i håb om at kunne nappe en fejer eller to. Fejerne gør det nemlig svært at fokusere på motivet, og blitzen bliver reflekteret af deres blanke kroppe. Sommetider går en større fisk på kommandoraid og glasstimen spredes på et splitsekund, som om den blev kløvet af en økse. Deres overlevelsesstrategi går ud på at forvirre rovfiskene med deres synkrone bevægelser og hypnotisk blanke kroppe. De bevæger sig som én organisme og det gør det svært for modstanderen at vælge hvilken fisk, de skal fokusere på. Safety in numbers...
Vandtemperaturen er behagelige 29-30 grader, men visse steder og på varierende dybder oplever vi en kraftig termoklin. Forvarslet er en flimren i vandet, og før man ved af det, er man pludselig omgivet af iskoldt vand. I virkeligheden er det ikke mange grader koldere end overfladevandet, men det føles som permafrost, og man får lyst til at gribe ud efter blandingsbatteriet og justere temperaturen. Fænomenet skyldes opstrømning fra større dybder og det fører masser af næringsrigt vand med sig, så der er intet, der er så galt, at det ikke er godt for noget. Strømmene og termoklinerne samt det faktum, at området har været nationalpark siden 1982, er med til at gøre fiskelivet i Andamanerhavet omkring Similan Islands så rigt.

Foroverbøjet gangart
Som så mange andre af de liveaboards, der opererer i området, er Jonathan Cruiser en ombygget thailandsk fiskerbåd. Den er tydeligvis ikke oprindeligt designet til dykning, og værftet, der byggede fartøjet, havde ikke garderhøje skandinavere i tankerne, da de dimensionerede hende. Men efter i et døgns tid at have stødt hovedet mod næsten alt, vænner man sig til det og udvikler efterhånden en sær, foroverbøjet gangart, når man bevæger sig rundt i de nedre regioner. Kahytterne er små, men komfortable og velindrettede. Fraværet af aircondition er bestemt tåleligt, og man slipper for det kuldechok, man udsættes for på mange mere luksuriøse liveaboards, hvis besætning ofte sætter en ære i at have det indvendige af fartøjet nedkølet til istid. Skibet er indrettet som en ubåd. Alt har sin faste placering, og der bliver ikke spildt plads nogen steder.
Besætningen er et kapitel for sig. De har alle arbejdet længe om bord, hvilket altid er et godt tegn. Kaptajnen...