Similan Islands
– stadig Thailands bedste dykkested
Hvad er det egentlig med glasfisk i Thailand? I Rødehavet opholder glasfiskene sig næsten altid i skyggen i et vrag, i en hule eller under en koral. Men her omkring Similan er de talrige sværme af glasfisk altid ude i det fri, selv om de som regel stadig opholder sig i nærheden af en koralknold eller noget andet, der yder en vis læ og beskyttelse.
Hvert hav og hvert dykkeområde i verden har sin egen signaturart – altså en fisk eller en anden dyreart, der nærmest tegner området og giver det sit særpræg. Fx de orange juvelfanebarser (anthias) i Rødehavet eller de karismatiske french anglefish i Caribien. Jeg tror, jeg vil nominere glasfiskene til at være Andamanerhavets signaturfisk. Sværmene af de transparente og synkronsvømmende glasfisk bliver i hvert fald et af vores absolutte favoritmotiver under vores safaritur omkring de ni Similanøer og de nordliggende naboer.
Sådan en enorm og tæt sky af glasfisk, der hvirvler omkring, er et lille mikrokosmos af økobalance. Horden af glasfisk er altid overvåget af en håndfuld prangende røde juvelaborrer (Cephalopholis miniata). Denne flotte fisk med de blå pletter på en dybrød baggrund, er en glubsk rovfisk, som beskytter stimen af glasfisk mod større fjender. Den gør det dog ikke af ren filantropi – den napper selv en glasfisk i ny og næ som betaling for sin beskyttelse. Men det er åbenbart et arrangement, der falder ud til begge arters fordel i det lange løb. Ellers ville det næppe være så udbredt. Det er tydeligt, at den naturlige balance midlertidigt bliver forstyrret, når man bevæger sig tæt på sceneriet og juvelaborrerene trækker sig lidt tilbage. Straks ser andre rovfisk deres snit til at skyde frem i et angreb på stimen – indtil vagthunden vender tilbage og roen genoprettes. Opmærksomhed omkring adfærd tilføjer endnu en dimension til dykning.
I røg og damp
Turen starter ellers helt bogstaveligt i røg og damp med et ordentligt brag. Ingen thailandsk båd med et nogenlunde gudfrygtigt mandskab sejler ud på en længere tur, uden først at have ofret lidt frugt og fyret nogle ordentlige kanonslag af – en praksis, der skal skræmme onde ånder bort og stemme guderne mildt, så turen bliver vellykket og alle kommer hjem i god behold. Det er jo betryggende nok, selv om besætningens omgang med knaldfyrværkeri og åben ild kan virke en anelse lemfældig. Jeg gad nok vide, hvor mange thailandske træbåde, der årligt futter af på den konto? Ceremonien foregår i stævnen på vores liveaboard M/V Oktavia kort efter solnedgang, mens vi ud sejler fra havnen i Tap Lamu, hvor båden har sin hjemmehavn.
En liveaboard-tur til Similan Islands foregår som regel både ved selve Similan efterfulgt af en sviptur nordpå forbi Koh Bon, Koh Tachai og op til Richelieu Rock som det nordligste punkt. Sådan en rejse varer typisk fem dage, hvor man spenderer de to-tre første dage på selve Similan, for derefter at bevæge sig nordpå. ...
