DYK på YouTube  DYK på Facebook  Hent RSS feed  NYHEDSBREV!

  Vrag  Vrak
SS Turkia – Suez-golfens bedste vrag
Det meste af tiden var stævnen så omsværmet af fisk, at man næsten ikke kunne få øje på den.
SS Turkia – Suez-golfens bedste vrag
Boom! Hullet i skroget efter eksplosionen, der forsagede SS Turkias forlis.
SS Turkia – Suez-golfens bedste vrag
SS Turkia – Suez-golfens bedste vrag
SS Turkia – Suez-golfens bedste vrag
Peter Collings udpeger en detalje på Rosalie Moller, et af de vragfund i Rødehavet, som han er mest stolt af.
SS Turkia – Suez-golfens bedste vrag
I’m the king of the world! Rosalie Mollers flotte stævn har masser af Titanic-fornemmelse.
SS Turkia – Suez-golfens bedste vrag
Lasten om bord på Turkia er ikke helt så spændende som Thistlegorms. I de forreste lastrum er der utallige stabler af dæk i forskellige dimensioner.
SS Turkia – Suez-golfens bedste vrag
Boom! Det er tydeligt, at eksplosionen er kommet indefra. Lige bag hullet i skroget ligger der tusindvis af udetonerede mortergranater, så det kunne have været gået meget værre ...
SS Turkia – Suez-golfens bedste vrag
Selv om Turkia ikke ligger særligt dybt, kan man alligevel godt ende i deko, når man laver lange dyk.
SS Turkia – Suez-golfens bedste vrag
Ligesom på ’Rosa’ og ’T-gorm’ er der masser af søanemoner med klovnfisk i på SS Turkia.
SS Turkia – Suez-golfens bedste vrag
Masser af porcelæn, potteskår og andre løsfund i de forskellige rum i overbygningen vidner om, at der stort set aldrig har været dykkere på vraget.
SS Turkia – Suez-golfens bedste vrag
Vi kunne ikke fastslå, hvad alle de mange ruller stålwire i Turkias last har været beregnet til.
SS Turkia – Suez-golfens bedste vrag
Agterstavnen på Turkia bringer mindelser om storesøster Rosalie Moller.
SS Turkia – Suez-golfens bedste vrag
Peter medbringer masser af kort, originale skibstegninger og andet arkivmateriale, der studeres flittigt mellem dykkene. Det giver turen en ekstra dimension og forøger fornemmelsen af ekspedition.
1 af 13

SS Turkia

– Suez-golfens bedste vrag

Tekst og foto Jesper Kjøller
Du kender sikkert allerede Thistlegorm og Rosalie Moller, men har du hørt om SS Turkia? Sammen med den engelske vragspecialist Peter Collings besøgte jeg i maj Rødehavets tre store engelske krigsfragtskibe, der alle sank i 1941. Peter har et meget personligt forhold til de tre søstre – han har nemlig selv fundet de to af dem! På en strabadserende tur 100 sømil oppe i Suez-golfen dykkede vi på hans seneste fund: SS Turkia – af nogle kaldet ”den nye Thistlegorm”.

Efter den lange sejlads i hård sø stopper maskinen. Jeg ser søvndrukken på mit ur – klokken er kun fire. Jeg tænker, at vi må være fremme ved SS Turkia og sover videre. Jeg vågner igen ved syvtiden, ved at maskinen atter starter, og bliver noget forvirret. Hvorfor sejler vi igen? Og hvorfor har guiderne ikke været rundt og vække os inden morgendykket? Jeg hopper ud af køjen og går op på dækket, hvor jeg bliver mødt af et syn, jeg aldrig før har set i Rødehavet. Sigten omkring os er reduceret til under hundrede meter, og solen er pist væk. Det er, som om vi er inde i en grålig sky. Er det tåge eller sandstorm? Vi skulle være ganske tæt på kysten, men vi kan overhovedet ikke se land. Vi er omsluttet af en tyk, grå dis, og kystlinjen ved Ras Zafarana, som kun ligger få hundrede meter fra os, er slet ikke til at få øje på. Efter de sidste par dages usædvanligt hård blæst, der har lukket flere havne og lufthavne i området, er luften så fuld af sand, at vi næsten ikke kan skimte solen. Senere får vi at vide, at dette er en af de værste sandstorme på egnen i mange år.
Under normale forhold burde det ikke være så svært at finde Turkia. Dels er der et par naturlige referencepunkter på land, og dels kan det store vrag normalt ses fra overfladen i det klare vand. Kaptajnen havde ikke kunnet finde vraget i nat og ventede derfor til morgengryet, inden han sejlede det sidste stykke. Men vi kan stadig ikke se land, og vandet virker mørkt og grumset i det dunkle morgenlys. Jacques-Yves Cousteaus film Le monde sans soleil (En verden uden sol) er rykket op over overfladen i dag.
Peter Collings har dykket på vraget to gange før. Den ene gang mutters alene, da han fandt det i november 2007. Og igen i april sidste år, da han var her med en liveaboard. Så vidt vides har ingen andre dykket på Turkia siden forliset i 1941.

Glasbund
Vrageftersøgning kan optræde i mange forskellige former. Det er ikke altid glamourøse præstationer eller teknologiske landvindinger, der ligger bag. Peters opdagelse af Turkia er noget mere jordbunden.
– I arkiverne faldt jeg to forskellige referencer til SS Turkias forlis. Den ene fastholdt, at hun var blevet bombet af fjendtlige fly, mens den anden fremførte, at hun sank efter en eksplosion om bord. Men begge var enige om forlispositionen – tæt ved Zafarana Lighthouse i Suez-golfen, fortæller Peter Collings.
– I november 2007 rejste jeg til området ad landevejen fra Sharm el Sheikh for at udspørge de lokale, om de vidste noget om et stort vrag langs kysten. Jeg havde et enkelt sæt dykkerudstyr med mig. En fisker mente, at han vidste, hvor vraget lå, men det eneste tilgængelige fartøj. vi kunne sejle ud med, var en udtjent glasbundsbåd, der lå og rådnede op på stranden ved Zafarana Hotel. Vi fik skubbet den faldefærdige båd i vandet. Den stank af fisk, men vi fik da liv i den lille 10 hk påhængsmotor. Efter kun ti minutters sejlads kunne vi se vragets mørke...

Log ind for at se fulde artikler eller opret gratis profil hvis du endnu ikke har et login på DYK. Begge dele gør du her.

Få også DYK magasinet hele året rundt ved at abonnere her: DYK Magasinet

Læs også