Tæt på
– krokodilleangreb
Krokodillen slog til fem sekunder, efter David fik øje på den. Kløerne rev masken af ansigtet og regulatoren ud af munden, og han fik slået en fortand ud. Det var lige akkurat, at det tynde neopren i våddragten hindrede overkroppen fra at blive strimlet. Læs den rystende fortælling om, hvordan et stille mangrove-dyk i Indonesien blev forvandlet til et mareridt.
Dykket var tænkt som bare endnu en hyggelig svømmetur for at studere nogle af småkrybene i mangroven. Jeg var helt opslugt af at kigge på et lillebitte krebsdyr på en plet med søanemoner. Jeg blev afbrudt af en underlig dæmpet lyd. Min ven og dykkemakker Chus Barrientos råbte noget gennem sin regulator. Jeg kiggede op og så ham svømme baglæns i rasende fart. På overfladen lå en saltvandskrokodille. Den var måske seks meter væk, men bare en meter over mig. Krokodillen svømmede hurtigt i min retning.
Jeg lå bomstille og holdt vejret mens jeg håbede, at den ikke ville lægge mærke til mig, hvis jeg ikke boblede eller lavede nogen bevægelser. Krokodillen passerede. Men så vendte den hovedet skarpt til højre og dykkede lige ned mod mig.
Hændelsen indtræf i april 2009. Chus og jeg havde sluttet os til 15 andre dykkere om bord på Ondina – en traditionel skonnert med træskrog. Vi skulle dykke ved Raja Ampat i hjertet af Koraltrekanten, der dækker Indonesien og nabolandene. Flere af vore dykkekammerater var fotografer, men jeg havde valgt at efterlade mit klodsede kamerahus hjemme for bare at nyde selve dykningen.
Turen startede fra Sarong i den indonesiske provins West Papua. På femtedagen nåede vi frem til Blue Water Mangroves ud for kysten ved Nampale Island. Labyrintiske trange kanaler med lavt klart vand mellem mangroverødderne danner smukke og mærkelige livsmiljøer.
Korallerne vokser på røde trærødder. Skyttefisk fanger insekter og små øgler lige over overfladen ved at skyde dem med vandstråler. Pletter med søanemoner danner hjemsted for bittesmå rejer og krabber.
Reddet af octopussen
Dykkestedet var lavt, så nogle af fotograferne foreslog, at vi skulle sprede os. Derfor splittede vi holdet op i små grupper. Chus og jeg slog følge med en af de lokale guider. Han var en entusiastisk spejder. Fra tid til anden susede han frem mod en interessant fisk eller en lovende koral, når de vækkede hans opmærksomhed. Vi fulgte ham rundt i mangroven, mens han udpegede skyttefisk, farvestrålende nøgensnegle og diminutive krebsdyr.
Nogle steder var der så lavt, at vores luftflasker skvulpede i overfladen. Ofte havde jeg kun næsen et par centimeter fra det, jeg kiggede på. Jeg holdt mig nogenlunde i nærheden af de andre og indimellem tjekkede jeg, hvor guiden var, og i hvilken retning vi skulle fortsætte.
Chus lagde mærke til, at guiden pludselig svømmede hurtigt ud mod dybere vand. – Jeg troede, at han havde fået øje på noget og var på vej for at granske det nærmere, fortalte han mig senere. – Så opdagede jeg, at han pegede til højre. Det var på det tidspunkt, at jeg hørte Chus råbe i regulatoren.
Krokodillen slog til fem sekunder efter, at jeg fik øje på den. Jeg hoppede praktisk taget baglæns og på den måde lykkedes det mig at slippe for at få kraniet knust mellem dens kæber. Kløerne rev masken af ansigtet og regulatoren ud af munden, og jeg fik slået en fortand ud. Det var...
