Tæt på

Vi kunne knapt nok have været heldigere med forholdene: Fladt vand og opholdsvejr. Om bord i båden var vi tre betalende dykkere sammen med en pensioneret dykkerinstruktør. Planen var, at vi skulle lave to dyk. Det første var gennem en undersøisk tunnel på jagt efter store rokker. Derefter skulle vi på opdagelse i en tyk, frodig tangskov.
Første dyk var fantastisk. Rokkerne var over alt. De svømmede under, over og ved siden af os. De gled forbi os og kom tilbage. Jeg dykkede sammen med min kæreste, som jeg havde gjort på samtlige mine 30 dyk. Begge var vi PADI Advanced Open Water, og begge var vi to store smil efter omtrent en halv time i vandet.

Tommelen op
Det andet dyk skulle også vare i en god halv time. Overfladeintervallet var fint, dybden 15 meter og dykkerparrene var de samme. Efter knap tyve minutter bad instruktøren os tjekke vores luftmængde. Strømmen var begyndt at lege lidt med tangskoven og et par rokker lå skjult på de sandpletter, der åbenbarede sig mellem al vegetationen. Selv om det var koldt i vandet, var der ingen, som frøs. Jeg havde 90 bar igen og min makker havde 70 bar. Den tredje betalende gæst havde, som jeg, tæt på en halv flaske. Pludselig viste instruktøren os tommelen op. Han gestikulerede med hænderne og gav besked om, at min makker skulle med ham til overfladen. Jeg og den tredje dykker fik besked om at fortsætte dykket. Vi havde både luft og tid nok.
Ikke mange minutter efter følte vi strømmen vokse sig stærkere. Jeg ville op, men min makker ville fortsætte. Mens manometeret sank mod 50 bar, øgedes strømmen bare mere og mere i styrke. Min makker svømmede sin vej, på jagt efter flere rokker. Manometeret hang fra hendes krop og afslørede, at hun havde 40 bar tilbage. Problemet var, at iveren efter at finde flere fisk, gjorde at hun ikke ville give sig. Hun svømmede af sted med mig hængende på slæb. Ved 30 bar blev vi endelig enige om at afslutte…

Hovedløs søgning
Men i hvilken retning var båden? Havbunden var flad, vegetationen ensformig tæt, der var få referencer og vi havde ikke noget kompas. Vi virrede rundt i nogle minutter i et lidt hovedløst forsøg på at finde bundtovet. Strømmen begyndte nu at blive stærk. Det var vanskeligt at svømme mod den, men vi prøvede alligevel. Samtidig var vi i færd med at gå tom for luft på 15 meter. Jeg følte, at jeg begyndte at blive varm i hovedet, og at vejrtrækningen gik meget hurtigere. Ubehagelige tanker begyndte at melde sig. Jeg følte, at jeg ikke fik luft nok og turen til overfladen blev hurtig, meget hurtig.
Idet vores hoveder kom over vand, så vi, at båden var mere end hundrede meter væk. De to om bord var optaget med deres egne gøremål og stod med ryggen til os. Vinden blæste mod os, så det kunne ikke nytte at råbe. Vi begyndte at svømme. Mod strømmen. Åndedrættet gik hurtig, og jeg fik fortsat ikke nok luft og spyttede derfor regulatoren ud. Små bølger slog ind over os og...