Tæt på

Det var en vinterfrisk januardag. Turen gik til Lynet–tehavnen i København som så ofte før for at få dyppet dykkeudstyret og os selv. Den eneste forskel på denne dags tur og normalen, var at det var anden dag i træk, vi havde slæbt dykkeudstyret ned til bilen fra fjerde sal og kørt til havnen. Netop dette skulle vise sig at have massiv indflydelse på min manglende dømmekraft. Grunden til, at vi nok engang havde slæbt hele skidtet ud til Lynetten, var at vi i virkeligheden skulle have dykket dagen før, men i et øjebliks ubetænksomhed testede min makker sin regulator i overfladen, hvilket førte til, at hans fugtige ånde frøs til is i andettrinnet og gav freeflow. Der var desværre ikke andet at gøre, end at køre hjem og skylle udstyr og prøve igen dagen efter.

Det var derfor anden dag i træk, at vi stod på den frosthårde jord og lavede vores makkertjek – og denne gang tjekkede vi først regulatorfunktion efter, at vi var gået i vandet. Turen ned over de store sten gik uden problemer, på trods af at vandet flere steder var frosset til 20 cm tykke isflager.

Et hurtigt kig under overfladen afslørede en ganske fin sigt på 8-10 meter, så vi besluttede at gå ned og se på sagerne. Allerede på vejen ned, mærkede jeg lidt vand sive ind ved min tørdragts neoprenhalsmanchet. Ikke at det gjorde noget, det var jo sket før, og jeg havde rigeligt med tøj på inden under til at holde mig varm i de planlagte 40 minutter. 

Dykket var ikke spektakulært, så det blev sværere og sværere at abstrahere fra de kolde gys, der igen og igen løb ned langs min ryg. Jeg forsøgte at løfte lidt op i hætten og rette på halsmanchetten for at stoppe indsivningen, men med handsker på viste det sig ikke særlig nemt. Muligvis fik jeg endda lukket lidt mere vand ind? 

Ti minutter inde i dykket begyndte jeg at ryste i overkroppen, men ikke mere end jeg mente, at jeg sagtens kunne fortsætte. Det var jo fjollet at afbryde dykket for anden dag i træk uden at få noget ud af det. En anden af mine tanker var også, at jeg på flere af mine træningsdyk i Honduras havde frosset og endda rystet lidt, uden at det dog var blevet til mere.

Dykket fortsatte uden de store oplevelser, eller måske rettere, jeg lagde ikke mærke til så meget. Min makker har senere fortalt, at der var flere store krabber og et par dovne fladfisk at kigge på, men min opmærksomhed må have været andetsteds. Efter tyve minutter begyndte jeg udelukkende at tænke på at komme op, og fortrød bitterligt, at jeg havde drillet min makker med hans ubetænksomhed dagen forinden. Det var jo meget skægt, da jeg havde håneretten, og jeg agtede ikke bare lige at give ham den tilbage ved selv at aflyse et dyk. Jeg besluttede dog at vende dykket og begynde at svømme tilbage, da jeg synes, at jeg var begyndt at få svært ved at kontrollere mine rystelser. Jeg trak Kasper i finnen og gav ham tegn til at vende rundt. 

Han kiggede på mig og spurgte om jeg frøs, da jeg antager, at han kunne...