Tobias Dahlin
– svensk mester
Det begyndte ved de gamle fiskehuse ved Falkenberg. Der blev min kærlighed til havet født. Jeg husker hvordan jeg som lille knægt lå i vandoverfladen med snorkel og maske og med blikket stift rettet mod en verden, der fuldkommen tryllebandt mig. Det var ikke før min mor skreg sig hæs, at jeg modvilligt kom op af vandet, altid ivrig efter at fortælle, om det jeg havde oplevet.
Sådan siger Tobias Dahlin, der i 2008 blev svensk mester i undervandsfotografi. Fascinationen af og kærligheden til havet har holdt ved. Det samme har driften til at dele ud af sine oplevelser under vandet. I dag foregår dette via billeder.
Til daglig er han lærer og bor på en gård lige nord for Göteborg. Fotograferingen begyndte med Nikonos IV en gang tilbage i starten af 90’erne. Kameraet blev sporadisk anvendt, frem for alt i forbindelse med rejser. I starten af 2000-tallet begyndte Tobias i stedet at interessere sig for undervandsvideo og han har blandt andet dokumenteret flere vrag ud for Hallandskysten. Fotograferingen kom for alvor i gang igen, da han for et par år siden investerede i et digitalt systemkamera.
Tobias havde som ambition i fremtiden at udfordre det traditionelle undervandsfotografi, ved at prøve at lave uv-billeder, som berører og engagerer, uden at de af den grund nødvendigvis behøver at være smukke. Nutidens undervandsfotografier handler ofte om at forskønne undervandsverdenen, men det er også en vigtig opgave for dykkere at formidle de spor efter menneskelige aktiviteter, der kan ses under vandet. Det kunne fx være at dokumentere de aftryk, som destruktive fiskemetoder efterlader. Hvis man havde noget på land, der lignede trawlfiskeri, ville det for længst være blevet forbudt.
Samtidigt drømmer Tobias om de åbne vidder ude på de store oceaner og om frihedsfølelsen som den ubrudte horisont kan give. Der vil han gerne møde storslået marint livet og fange lyset med sit kamera.
Se flere af Tobias’ billeder på www.tobiasdahlin.se