Tobiskonge

Tobiser er meget langstrakte sølvfarvede fisk med grågrøn til gråblå ryg og en hvidlig bug. Hovedet er tilspidset og underkæben rager frem så de får et kraftigt underbid. Ryg- og gatfinne er meget lange og lave. Halefinnen er dybt kløftet og bugfinnerne mangler. I nordiske farvande findes der normalt fire forskellige tobisarter: kystobis, havtobis, nøgentobis og tobiskonge (eller plettet tobiskonge). En femte art forekommer sporadisk i Danmark. Det er den uplettede tobiskonge. De fleste tobiser ligner hinanden meget og er meget svære at identificere, selv for eksperter. Den art som er lettest at kende fra de øvrige er tobiskongen, som også er den største af arterne. En voksen tobiskonge bliver normalt 20-30 centimeter lang, men kan i ekstreme tilfælde nå op på 40 centimeter. Foruden størrelsen, er tobiskongens bedste kendetegn, at den har en sort plet på hver side af snuden. Forrest oppe i ganen sidder desuden to tydelige tænder. Disse tænder findes kun hos tobiskongen og den uplettede tobiskonge. Overkæben kan ikke skydes frem, hvilket den kan hos hav- og kysttobis. Underkæben hos tobiskongen rager heller ikke så langt frem som hos disse to arter.
Tobiskongen findes langs den østlige Atlanterhavskyst fra Island i nord og sydpå til det nordlige Portugal. Østpå forekommer arten til den vestlige del af Murmansk og i Østersøen til før den Botniske Bugt. I Danmark findes den i alle vore farvande. Tobiskongen er dog mindre almindelig end kysttobisen som stort set har samme udbredelsesområde.
Tobiskongen kommer ind til kysterne i april og vender atter til havs i november. Om sommeren findes den på lavt vand fra overfladen ned til cirka 60 meters dybde. Vinteren tilbringes noget dybere ned til omkring 150 meter. Arten lever især på kystnær sandbund. Om dagen ligger den oftest nedgravet i sandet så kun hovedet stikker op, men ved mørkets frembrud bliver den mere aktiv og forlader sandet for at søge føde. I sommerhalvåret tager den natlige vandringer mellem sandbunden og tangbælter en gang i døgnet. Visse populationer, som lever i blandede stimer med kysttobisen har dog den modsatte døgnrytme og er i stedet dagaktive. Når tobiskongen optræder i åbent vand er den altid i stimer, men når den ligger nedgravet i sandbunden ser man kun enlige individer.
For yngre individer udgøres føden primært af planktoniske fiskelarver, især af sildefisk. Fiskeæg, krebsdyr og diverse orme kan også udgøre en væsentlig del af føden så længe tobiskongen er lille. Voksne individer æder især mindre fiskearter specielt kysttobis. Legen foregår normalt tæt over sandbunden fra april til august på 20-100 meters dybde. Man har dog observeret leg helt nede på 200 meters dybde. Hunnen kan producere op til 35 000 æg, der afgives frit i vandet, men synker ned til sandbunden og klækkes der efter to til tre uger. De nyklækkede larver lever frit i vandet og ernærer sig i starten af små planktonorganismer. Hen mod efteråret begynder de at leve som de voksne dyr og ligger...