Tre lande
– på én dag!
Det kan faktisk lade sig gøre at dykke i både Sverige, Tyskland og Danmark på én og samme dag. Årets første Østersøtur er en international affære med tre spændende vragdyk på tværs af landegrænserne.
► På grund af den milde vinter bliver året første Østersø-tur allerede den 1. marts. Vi mødes seks dykkere i Dragør Havn i Danmark for sammen, at køre over broen til Sverige. Vi kører til Smygehamn, hvorfra vi skal sejle ud. Vi er virkelig heldige med vejret – vandet er fladt, så alle muligheder står åbne i planlægningen af dagens dyk. Daniel, som arrangerer turen, har to ukendte positioner. Vi har før dykket på hans ukendte positioner, hvor vraget var pindebrænde eller kun stak en meter op over havbunden, så vi er derfor lidt skeptiske, men vi når til et kompromis der består af de to ukendte positioner OG S.S. Frisenberg – tre dyk!
Der er en mild tåge på vejen ud, så da vi når den første position i tysk farvand, efter at have sejlet 20 sømil, er tørdragten næsten hvid af rimtåge. De eneste oplysninger Daniel har om vraget er navnet Smugler Slæbebåd. Vi sejler lidt rundt over vraget og ekkoloddet giver større udslag end jeg har regnet med, ud fra mine tidligere erfaringer med hans ukendte positioner.
Tyskland – Smuglernes slæbebåd
Første hold går ned for at binde på, og der bliver ventet spændt på nyt fra dybet. Da de endelig kommer op, fortæller de om god sigt og et flot vrag, så min makker og jeg går straks straks i gang med at få udstyr på og gøre os klar.
Vi kommer ned på vraget i agterenden og kan se det, der engang var en mindre slæbebåd og som nu står som et rigtigt Anders And-vrag på sandbunden. Dybden er 34 meter og sigten er god. Hele vraget er dækket af muslinger, hvilket er typisk for vrag i Østersøen, men det er nemt at se den klassiske form af en slæbebåd med bøjlen i agterenden. Vraget er godt bevaret med skruen halvt nede i bunden, og et ror, som stadig er intakt. På dækket går der en dør ned, men den er meget smal, så vi svømmer videre fremad. Midt på skibet ligger der et ældre fiskegarn henover hver sin side af skorstenen. Heldigvis har det ikke ødelagt den. Vi svømmer videre forbi op til styrehuset, som desværre er væk. Vi svømmer tættere og jeg kan til min store overraskelse se, at rattet stadig sidder der. Skorstenen og rattet danner et godt motiv, så jeg stopper op her og skyder løs med kameraet.
Min makker signalerer at hans dykketid er ved at være brugt op, og jeg tager et par billeder af ham, mens han går op. Da jeg selv dykker på rebreather, har jeg stadig god tid, så jeg bliver og hygger mig lidt på vraget, mens jeg venter på, at det næste hold kommer ned. Da de kommer ned langs linen i agterenden, har jeg placeret mig strategisk ved stævnen og udnytter, at deres lygter giver nye motiver. Jeg bruger tiden på at tage billeder og da sidste hold har brugt deres dykketid, binder vi fra og jeg stiger op sammen med dem.
Danmark – S.S. Frisenberg
Efter første dyk i tysk farvand, sejler vi mod Krigers Flak, hvor tyske S.S. Frisenberg ligger i dansk farvand på 20 meters dybde. Skibet er bygget i 1908 og sank i 1915. S.S. Frisenberg blev torpederet af...