Turistklassesyndromet
– risikoen for blodprop i venerne
Du er på langfart med fly. Du læner dig tilbage i sædet og hviler dejligt. Du er på vej til et tropisk paradis for at dykke. Det lyder jo fint ikke sandt? Hmmm… Det er også en måde at pådrage sig en livstruende blodprop – misvisende kendt som turistklassesyndromet.
Sidste år offentliggjorde World Health Organization (WHO) resultatet af den første store internationale undersøgelse af sammenhængen mellem blodpropper og lange rejser om bord på fly. Den specielle form for blodprop kaldes DVT – Deep Vein Thrombosis. I undersøgelsen håbede man at finde klare svar efter mange års vage antagelser.
Det formodes, at langvarig ubevægelighed i flysæder får blodet til at samles i benene, og at det kan medføre en blodprop. Normalt opløser propperne sig og går tilbage i blodomløbet uden problemer, men sommetider kan blodproppen løsne sig og følge med blodet tilbage til lungerne, hvor proppen kan medføre lungeemboli. Det kan være alvorligt og ligefrem dødeligt. Tilstanden kan indtræffe flere timer eller dage efter, at proppen blev dannet. Proppen kan give sig til kende i form af smerte eller hævede benmuskler, men ofte er der slet ingen tidlige symptomer. Som en advokat, der har specialiseret sig i DVT-tilfælde siger: Man falder bare død om.
Hvem er i risikozonen?
Med sådan et symptombillede kan man spørge sig selv: Kan det ramme mig? Der er forhold, der menes at medføre øget risiko for at blive ramt af DVT under en flyrejse, men alligevel er relativt unge og raske personer blevet ramt af DVT.
I april 2001 havde en 37-årig kvinde været i Frankrig for at løbe maraton. Hun kollapsede to uger senere af DVT mens hun drak kaffe i Napa Valley i Californien. Lægen spurgte hendes mand, om hun for nylig havde rejst en lang tur med fly. Ved hjælp af svaret kunne lægen lokalisere blodproppen og redde hendes liv.
To år senere døde den 39-årige reporter David Bloom fra NBC News af lungeemboli. Lægerne mente, at den opstod efter, at han tilbragte lange perioder sammenkrøbet i militærkøretøjer mens han rapporterede fra USAs krig i Irak. Man tror, at den trange plads i en tank eller mandskabsvogn kan medføre DVT. Andre er blevet ramt efter lange ture med bil, bus eller tog. Det gav sygdommen tilnavnet turistklassesyndromet allerede i 1977. Men også folk, der rejser på business- eller førsteklasse har faktisk været ude for det. Krigskorrespondenten var i øvrigt helt sund og rask, da han pludselig døde.
Medicinske aspekter
Det er svært at få præcise tal på, hvor mange, der er ramt af DVT og lungeemboli. En amerikansk myndighed, der svarer til Socialstyrelsen, klassificerer tilfældene af lungeemboli i samme kategori som hjertesygdomme, der var den mest udbredte dødsårsag for amerikanere i 2001 – det seneste år, man har komplette oplysninger fra. Antallet af dødsfald på grund af hjertelidelser var 700.142 i 2001. Det var cirka 29 procent af alle dødsfald i USA det år.
Den velrenommerede New England Journal of Medicine havde en artikel i udgaven fra den 13. september 2001. I den drog forskerne den konklusion, at rejsens længde udgør en betydelig bidragende risiko for lungeemboli under flyrejser. I studiet havde otte læger gransket alle...