Twilight zone

Jeg har absolut ingen anelse om hvem der fik ideen til at kalde et dykkested for Twilight Zone, men det må have været et pludseligt indfald og faktisk kan jeg ikke komme i tanke om et navn, der bedre beskriver den følelse man får, når man dykker der.
Første gang jeg læste om det, var i Becca Saunders’ bog om Ambon, der ligger i den nordøstlige del af det Indonesiske ørige. Hun skrev bogen i 1998 efter et længere ophold på øen.
Becca beskriver stedet som “100 meter skrånende sandbund nær kysten med en juvelfyldt anløbsbro som epicenter og beboet af eksotiske, sjældne og mildest talt bizarre marine væsener“.
Det lød lige som noget for mig, men jeg fik først chancen for at dykke der nogle år senere, da jeg ankom til Ambons havn om bord på Ondina, en skonnert i pinisi-stil bygget og ejet af den spanske eventyrer Ricard Buxo.
Vi havde påmønstret Ondina en uge tidligere i Maumere på Flores og derefter dykket adskillige steder ved de Små Sundaøer, før vi satte kurs mod nordøst til Bandahavet og de sagnomspundne Bandaøer.
Planen var at sejle om natten fra Alor til vulkanen Gunung Api, der rejser sig fra det 4000 meter dybe Bandahav og udgør det eneste ly på vejen til Bandaøerne.
Gunung Api betyder Ildbjerget, men et mere passende navn ville nok være slangeøen, fordi det er på grund af havslangerne, at dykkere tager dertil.
Øen vrimler med havslanger og er en unik oplevelse, men i de to dage, vi tilbragte der, blev vejret gradvist dårligere, og Ricard advarede os om, at det ville blive en barsk sejltur til Bandaøerne.
Og ganske rigtigt. Det blev den slags sejltur, hvor man ligger i sin køje og forbereder sig mentalt på at skulle gå fra borde og spekulerer over hvilke ting der vil være vigtigst at tage med sig!
Bandahavet er et meget vejrudsat område og når det dårlige vejr rammer, er handlemulighederne begrænsede. Efter at være blevet kastet rundt af bølgerne gennem hele natten, stod det klart, at vi ikke kunne sejle til Bandaøerne og vi sejlede i stedet nordpå mod Ambon.

Godfather
Efter halvanden dag kom vi til den enorme bugt, der deler Ambon i en nordlig og en sydlig del og som danner den perfekte naturlige havn. Da vi nu atter var i sikker havn kom entusiasmen for havet gradvis tilbage. Vi besad trods alt et menneskeligt og et ikke mindst dykkemæssigt gå-på-mod, så tankerne var igen ved dykningen.
Der er flere dykkesteder i havnen, men vi valgte Twilight Zone. Vi dykkede gang på gang her i de næste par dage og blev bjergtaget af det enormt varierede marine liv. Becca havde ret!
Jeg tog tilbage til Bandahavet sidste april, men denne gang startede jeg på Ambon. Jeg valgte den samme båd, idet vi allerede én gang havde oplevet Bandahavets værste side. Hvorfor løbe risikoen med en anden båd, når nu Ondina havde bevist, at hun kunne klare mosten?
Vores første dyk og de tre sidste på turen var ved Twilight Zone.
Jeg blev på Ambon hos Maluku...