Vågehvalen

Sommersolen skabte et smukt lysspil i gult og grønt gennem det planktonfyldte vand. Jeg vidste, at sådant et lysspil altid ser godt ud på film, så derfor gik jeg langsomt ned og ledte efter den bedste skudvinkel at fange sollyset i. Jeg filmede med et Gates uv-hus og et Sony Z1-kamera. Bunden lå blot 20 meter under mig. Jeg dalede nedad uvidende om, at jeg var på vej til at få en af de mest mindeværdige oplevelser i min karriere som dykker. Pludselig blev det mørkt. Jeg mener ikke skumringsmørkt, men kulsort mørke. Jeg spurgte mig selv, om hvem der mon slukkede lyset? Hvad sker der? Total forvirring En snestorm af sølvglitrende kroppe forheksede mig. De gnistrede mens de tumlede forbi gennem lyskeglerne fra mit videolys. Jeg følte mig totalt konfus. Det var midt på dagen da jeg dykkede ned 10 minutter tidligere. Nu var jeg midt i den bælgsorte nat. Jeg så op. Oven over mig så jeg en hvirvlende tornado af titusinder fiskekroppe i silhuet mod overfladen. Jeg begyndte at forstå årsagen til det pludselige mørke. Jeg havde slået følge med medlemmer fra Bristol Underwater Photography Group ved deres St. Abbs Splash-In – en tilbagevendende årlig fotokonkurrence i slutningen af august. Stillbilledfotografer mener nok ofte, at video er noget fusk. Da jeg forklarede dem, at jeg egentlig bare tager 25 stillbilleder pr. sekund, blev alle pludseligt mere gemytlige. På vej mod dykkestedet 15 minutters sejlads nord for havnen i St. Abbs blev der stor ståhej om bord. Vi kunne se nogle vågehvaler omtrent en halv sømil ude fra land. Ifølge skipperen havde de været der hele dagen. Ved nærmere eftertanke kunne det kun betyde én ting. De havde fundet mad: stimer af sild. Måske havde de jaget stimen ind mod land og lukket dem inde på relativt lavt vand. Hvalerne festede. Vi var åbenbart havnet under en af de kompakte stimer, da den forsøgte at undslippe hvalerne. Snart forstod jeg en vigtig ting. Stimen ville komme tæt på mig, så jeg måtte forholde mig roligt og ikke ånde så meget. Den mindste lyd eller bevægelse ville skræmme sildene, få dem til at ændre retning og forsvinde i mørket, efterladende sig et glitrende spor af løsrevne sølvglinsende skæl. Man kan egentlig ikke klandre dem. De var jo forfulgt af et af havets største og mest effektive rovdyr. Da jeg var faldet til ro, kom en sølvblank væg af hvirvlende fisk fra bunden til overfladen helt tæt på mig. De passerede i rasende fart. Stimens bevægelser gjorde mig helt fortumlet. Den delte sig og genforenedes som Tour de France-feltet, der passerer en rundkørsel. Jeg forsøgte at holde mig i ro, mens stimen susede forbi mig og omsluttede mig. Ind imellem føltes det som om væggen af fisk der suste forbi pludseligt svømmede den modsatte vej rundt. Jeg håbede at den tætte sildestime ville dele sig og måske afsløre en hunvågehval med sin unge på vej direkte imod mig. Men jeg vidste at chancerne for dette var cirka lige så store som at se Elvis surfe på Loch Ness-uhyrets næse. Måske næste år...